Om ikke at gå glip af noget gratis

Jeg er barn af forældre, der kan huske 2. verdenskrig (eller det kunne de i hvert fald dengang de var hhv levende og ved deres fulde fem) og det er min mand også (altså barn af krigsbørn, men også ved sine fulde fem for det meste) - alle er de vokset op i efterkrigstiden. Det tror jeg nogle gange skinner igennem i min adfærd, selv om jeg ikke direkte er vokset op i knaphed, så dog med en vis mængde økonomisk realitetssans. Jeg synes, jeg kan huske, at min far udskrev en check pålydende ettusinde kroner til min mors spendering i Brugsforeningen - men jeg ved ikke, om det var til en hel måned eller mindre. Holdningen til madforbrug og udnyttelse af gårdens egen produktion (herunder også kogt grisetunge) kan bedst opsummeres til "Hellere skide det ud end smide det ud."

Anyway, det som det - kombineret med en evighed på SU - har gjort ved mig, er, at jeg ikke kan finde ud af at give afkald på noget, der er gratis. Således fandt jeg mig selv med et (gratis) IKEA Family kort gå op i caféen for at nyde den kop gratis kaffe, man kan få mod forevisning af det gennemsigtige stykke plastic, der giver adgang til Family klubben - også hvis man slet ikke har en familie. Det var virkelig dårlig kaffe! Men jeg drak det gjorde jeg - også fordi jeg skal arbejde med min frygt for at sidde alene sådanne steder, uden at fare rundt ved alle bordene med ammende mødregrupper og sige: "Jeg er ikke en ensom særling, jeg har altså også tre børn, de er i skole og børnehave og engang var det mig, der sad i IKEA og ammede sammen med min mødregruppe." En information de nok i bund og grund vil finde irrelevant.

Det er muligvis paradoksalt, at jeg kom af med 275 kr ved kassen, selv om jeg tog derud for at købe varer for lige godt 100 kroner - så kan man spekulere lidt over den egentlige literpris på den udrikkelige kaffe. Men den kan nydes med fænomenal udsigt til ingeniørstandens største fadæse af et ind- og udfletningshelvede uden lige på vej ud til E45 ved Århus N.

Mine glippofobiske følelser i forhold til gratis ting giver sig også udslag i, at jeg konsekvent henter reserverede bøger på biblioteket, selv om jeg godt ved, at jeg ikke kan nå at læse dem alle, inden de skal afleveres. Jeg bryder mig bestemt ikke om IKKE at læse en bog færdig, selv om den måske er dårlig, for den er gratis og måske bliver den bedre på næste side. Jeg læser ALDRIG sidste side først, det svarer jo til at gå forbi mindst 100 kopper gratis udrikkelig kaffe med næsen i sky i IKEA. I virkeligheden er det rimeligt stressende for mig at være så meget på internettet som jeg er. Alle de mængder af gratis information, men jeg kan ikke læse det hele og jeg kan slet ikke vide, hvor langt jeg er kommet og om der er kommet noget nyt, jeg bør vende tilbage til.

Senest fandt jeg et godt tilbud på en fotokalender på nettet - faktisk var den gratis, bortset fra porto på 39 kroner - "Juble jubii" - men det kræver jo, at jeg sætter mig ned og sorterer i 100.000.000.000 billeder for at finde de 12 helt rigtige til sådan en julegaveting. For det første kan jeg aldrig huske, hvor de ligger og for det andet kan jeg - hvis jeg finder dem - garantere, at jeg falder i staver over svundne sommerferieminder. Næh, det er ikke nemt at være en free rider. Det kunne være, jeg skulle starte i det små med at øve mig i at lade den kaffe stå!