Julekalenderen 4. december

Skrevet af Martinne

(Og I skal forresten lige vide, at vi ligger på mellem 150 og 200 læsere om dagen. Det plejer jeg ikke at have - så tak for det piger, og bare fortsæt med at dele vores historie)!

Kirsten tog en bid af sin rugbrødsmad. Hun sad ved klapbordet i det lille køkken og spiste frokost.
Hun tænkte fornøjet på gårsdagen og den utvilsomme ærefrygt de unge mennesker nedenunder nu måtte have.. Mord på samvittigheden, eller så godt som..  Hun havde i går sat sig i den grønne plyslænestol ved vinduet i stuen, med en kop kaffe på sidebordet og de tre ark papir med billederne af den døde killing på sit skød. Hun havde også printet dem ud til sig selv. Ved at skubbe med lænestolen, kunne hun, hvis hun strakte halsen lidt, akkurat se sit eget ansigt som en reflektion i glasset indeni den sorte billedramme, med portrætfotoet af Stauning..  Hun havde ladet som om hun åbnede en konvolut og så arkene med billederne for første gang. Hun havde sat en hånd op for munden og åbnet øjnene vidt op og prøvet at antage et forskrækket og skræmt ansigtsudtryk, mens hun skottede mod glasset. Hun kunne lide at forestille sig de forskellige reaktioner den unge pige Maria kunne have haft da hun åbnede brevet.  ”Åh nej Elliot, vi må flytte, dette er grusomt, vi kan ikke blive her i bygningen mere.” Inde i Kirstens hoved lød efterligningen af Marias hysteriske stemme perfekt. Hun havde ladet scenen spille flere gange, men med forskellig ordlyd og smilet bredt og tilfreds til sit eget spejlbillede, der helt havde erstattet Stauning..  Efter at hun havde mistet talens brug, var det som om den energi kroppen havde brugt på tale, var blevet flyttet til hendes tanker og hænder. Hænder der efterhånden gesvindt slog på tastaturet og fandt alle de små knapper på mobilen. Det krævede dog, at hun skubbede brillerne lidt ned på næsetippen, så hun kunne se gennem det forstørrende læsefelt forneden..  Den unge kvinde nedenunder havde skruet højt op for sit tv igår..  Kirsten havde taget det som et tegn på, at brevet var modtaget.  Måske skulle lyden endda skjule hendes gråd.
”Bestemt en god ide det med brevet og billederne,” tænkte hun nu dagen derpå og tog en sidste bid af rugbrødet med skrabet margarine og et stykke tyndt skåret pålæg.. Hun tog chokoladejulekalenderen ned fra sømmet på væggen, hvor almanakken ellers plejede at hænge. Hendes krogede fingre trykkede den lyse chokolade ud. Hun puttede stykket i munden og tog et sip af den genopvarmede kaffe til. Hun rev hele lågen af, så der bare var et tomt hul, der viste en negativ form af hvad rummet havde indeholdt. Hendes blik dvælede ved det tomme rum. Chokoladen idag havde haft form som en klokke..  Hun lod fingrene stryge forsigtigt over den lyserøde glimmer på billederne af prinsesser i store lyserøde kjoler. Der havde ikke været flere med julemotiver nede i det lille supermarked. Den unge tyggegummignaskende pige ved kassen havde nok troet, hun købte den til et barnebarn. Hun havde ihvertfald ikke så meget som lettet et øjenbryn, da hun sendte den gennem scanneren og med automatisk stemme sagde ”79,50” og rettede et træt blik mod Kirsten, der den dag måtte have en seddel mere op af pungen. Julekalenderen kostede 19,95 og hun plejede ikke at købe ind for så mange penge. Hun samlede varerne i sit medbragte net.  HUN havde ihvertfald styr på sin økonomi, i modsætning til de unge mennesker der boede nedenunder. De ødslede penge væk, de ikke havde og levede som om der ikke var et imorgen. Hun fnøs ved tanken og hankede op i sit net.
Kirsten hang julekalenderen op på sin plads og ryddede bordet. Hun måtte finde ud af, hvad hun skulle gøre ved kassen med den døde killing. Hun brød sig ikke om at den stod ved siden af rullepølsen.
Katten havde forladt sine killinger og gik rundt i lejligheden. ”Havde den mon overhovedet opdaget at der manglede et af dens børn?” tænkte kirsten. ”Ledte den efter den? ” Men det var jo naturens gang. Ikke alle klarede den her i livet. Problemet var væk og kun de stærke var tilbage. Kunne hun dog bare få problemet nedenunder væk. Katten mjavede og kiggede på hende med store gule øjne. Så gik den hen til sin madskål, kiggede ned i den og vimsede hen til kirsten og smøg sig om hendes ben. ”Nåe” tænkte Kirsten, ”du er bare sulten lille Bella.” Kirsten hældte kattepiller ned i madskålen og den raslende lyd fik Bella til at løbe hen til skålen og begynde at spise, end før kirsten havde fyldt skålen helt op. Hun strøg den over pelsen og katten skød fornøjet ryg og spandt.
Kirsten gik ind i stuen og tog forsigtigt en lille killing op af kurven. Hun satte sig i sin lænestol. Killingen peb hjerteskærende og de små poter ledte ligesom efter noget at gribe fat i. Hun krummede hånden omkring den og den faldt til ro. ”Nej, det er kun de stærkeste der overlever” tænkte hun.” I gamle dage satte man de gamle ud på en isflage, når de ikke længere gjorde nytte.”  Hun skød den ubehagelige tanke fra sig og tænkte i stedet på, hvordan hun kunne løse problemet nedenunder. Hun lyttede. Bellas tænder der knaste kattepiller, de små killinger i kurven der kom med knirkende lyde. Hvis hun sad helt stille, kunne hun høre, at der skete noget nedenunder. Det lød som om noget blev skubbet frem og tilbage.. Hun gav et sæt af forskrækkelse og en strubelyd kom fra hendes svælg, da der pludselig trængte et tydeligt udråb op gennem gulvet lige under hende. ”Elliot for helvede, så vågn dog din idiot. Kan du for helvede da ikke hjælpe mig med de kasser og du har lovet i to måneder at sætte den lortelampe op, jeg kan ikke se en skid ved bordet mere.” Den unge mand råbte noget vredt tilbage. ”Nej, det er dog for groft.” Killingen peb igen. ”Kan de dog ikke holde deres husspektakler for dem selv?” tænkte Kirsten. Hun besindede sig og kom i tanker om, at hun måske selv havde sået det frø af splid i mellem det unge par og at det, der nu udspillede sig nedenunder, forhåbentligt var en begyndelse på enden. Kirsten lænede sig tilbage i stolen og smilede. ”Nej, der skal vist ikke meget til at vælte læsset nu, det er et spørgsmål om at tænke sig godt om før næste skridt.” Hendes blik gled fra nissefiguren på skænken og hen til computeren.