Julekalenderen 3. december

Skrevet af Helle fra Mit Helle

Maria lå i sofaen og lod tankerne flyve. Elliot var taget ud for at spille med sit band og Maria frydede sig ved tanken om en aften alene. Efteråret havde været hektisk med studiestart, flytning og indflytterfest. Hun og Elliot havde nu boet i lejligheden i over tre måneder, men der stod stadig fyldte flyttekasser i både stuen og soveværelset.
Kasserne med Silvans logo var efterhånden blevet en del af deres boliginteriør og de to, der stod i soveværelset var overdænget af tøj. Snavset tøj, krøllet tøj og rent tøj i en stor pærevælling. Maria blev helt tung i hovedet ved tanken om hvordan hendes mor ville se ud i ansigtet, hvis hun så hvordan de boede. Ingelise og Mogens Ellekilde havde endnu ikke besøgt deres datter i den nye lejlighed.
Lige omkring det tidspunkt, hvor Maria skulle flytte, var de rejst til Sydspanien, hvor de i ejede en luksusvilla ved kysten.Hvert år fra oktober til jul rejste Ingelise og Mogens til Sydspanien og nød det søde liv, langt væk fra dansk efterårsmørke, regn og kulde. Noget af det sidste Mogens Ellekilde havde sørget for, inden han og konen rejste denne gang, var at bestille et flyttefirma til at sørge for Marias flytning.
I ugerne, der var gået, havde Ingelise jævnligt ringet og sendt sms’er til Maria, hvor hun begejstret fortalte hvor meget hun glædede sig til at komme hjem til Danmark og gøre juleforberedelser sammen med sin datter. ”Og jeg glæææder mig sådan til at se dit nye hjem lille Mariaskat” sluttede morens opkald altid.
Maria satte sig op i sofaen og tændte en cigaret. Hun og Elliot havde en klar aftale om at rygning udelukkende foregik ude på altanen, men det var mørkt og regnfuldt og hun gad ikke gå ud.
”Min mor ville falde få et hjertestop og falde død om, hvis hun så hvordan hendes pæne ordentlige datter boede”, tænkte Maria og fik en kuldegysning.
Ingen tvivl om at hendes forældre elskede hende overalt på jorden og ville gøre alt for hende. Alligevel blev hun ofte trist til mode ved tanken om dem og deres overklasseliv, som hun i bund og grund fandt fattigt på indhold og medmenneskelige værdier.
Der lød et blødt bump fra entréen, Maria blev forskrækket og afbrudt i sine tanker og rejste sig for at kigge derud. En hvid A4-kuvert var dumpet ind ad døren. Hun samlede kuverten op og stod lidt med den. Vendte den og drejede den. Kuverten havde en ganske svag, men umiskendelige hengemt og lettere parfumeret duft, som af en eller anden mærkelig grund fik Maria til at tænke på katten Ozzy, som lå sødt og sov i en bunke rent vasketøj, der lå smidt i det hjørne af soveværelset, der vendte ud mod entréen.
Maria tog kuverten med ud i køkkenet og åbnede den. Der stod intet skrevet på hverken forsiden eller bagsiden. Hun havde ingen anelse om, hvad der ventede hende, da hun trak de tre ark papir ud.
Det var tre billeder. Af en meget lille sort kattekilling. På det første billede lå den lille kat med lukkede øjne i et hjørne af en grøn sofa. Det andet billede var også af en kat, men denne her var placeret i en papæske og Maria var ikke i tvivl om, at det var en død kattekilling, der var på billedet. Hendes anelse blev 100 % bekræftet, da det tredje og sidste billede viste kattekillingen i æsken med en blomst liggende henover sig. Et nærstudie af billederne overbeviste Maria om, at det var den samme killing på alle tre billeder.
”Hvad fanden foregår der?” tænkte Maria chokeret og opdagede pludselig, at hun rystede over det hele. 
Det puslede i lejligheden ovenpå og det løb hende koldt ned ad ryggen. Hvad fanden var det for en sindssyg kælling de havde fået til overbo? Hvad var hun ude på? Havde oveboen slået kattekillingen ihjel ? Og hvad skulle de billeder betyde?
Maria gøs og gik ind i stuen. Rakte ud efter sin telefon og ringede til Elliot. Han svarede selvfølgelig ikke, men hun lagde en besked på hans svarer: ”Hej skat, det er mig, jeg har det ikke så godt og ville bare høre om du ikke nok ville skynde dig hjem, så snart I er færdige med at spille. Ring mig lige op, når du hører den her besked, hej hej.” Så var der stille i stuen igen. Billederne af killingen lå i køkkenet – Maria var på nippet til at bryde sammen i gråd, men sundede sig alligevel og tænkte på, at konen jo måtte være psykisk syg, siden hun opførte sig sådan.
Hun tændte for tv’et og skruede højt op for lyden. Tvang sig selv til at tænke på noget andet og zappede rundt mellem de mange kanaler. Skævede til sin telefon. Gid Elliot dog ringede tilbage. Hun savnede ham og trængte til at putte sig ind i hans favn.
”Pling” sagde hendes telefon og hun flåede den til sig. Det var hendes mor, der skrev:
”Hej skat, far og jeg har bestilt hjemrejse d. 19.december, vi lander i Billund 19.35 og glæder os meget til at se dig igen. Vi glæder os til at se lejligheden og er meget spændt på at se, hvordan du har indrettet dig. Knus mor.”
”I morgen begynder jeg at pakke de fucking flyttekasser ud,” tænkte Maria og kløede sig i håret, mens hun indvendig irriteredes over at moderen altid skrev ”du” og ”dig” til hende. Som om Elliot ikke fandtes. VI mor, du skal se hvordan VI bor, sagde hun i tanken vredt til sin mor.
Maria begyndte at skrive ”Hej med jer, vi glæder os også til at..” men slettede det igen. Prøvede et par gange og opgav så. For det passede jo ikke en skid. Hun glædede sig ikke en skid til at vise forældrene lejligheden.