Julekalenderen 5. december

Skrevet af kaal

Maria var stresset, ked af det og sur. På Elliot, på sig selv, på deres økonomi, på sine forældre og på den halvgamle tosse de skulle have som overbo.  Kunne Elliot da for en gangs skyld ikke tage og spørge, hvordan hun havde det? Nej …
De kunne ikke engang finde ud af, om de skulle give hinanden julegaver. Maria ville gerne, men ville ikke rigtig stå ved sit ønske. Elliot var imod, så det blev nok ikke til noget. Hun havde også lyst til at pynte til jul, men lejligheden var for rodet og hun orkede slet ikke, at tale med Elliot … om julepynt!
Han lugtede af sprut og gammel cigaretrøg, mens han lå og sov aftenens spillejob ud af kroppen … hun væmmedes. Hvad var det, der skete med dem … hun ville have den lejlighed i orden NU. Hun ville gerne vise sine forældre, at hun levede op til deres standarder og kunne klare sig selv … til trods for at hun havde brugt så mange år og så mange kræfter på at distancere sig fra deres borgerlige værdier … men bare for denne ene gangs skyld…
Hun rykkede irriteret og af alle kræfter i en flyttekasse, der gled ned fra sin makker, og ramte gulvet med et bump. I farten forsøgte hun at mindske larmen ved at gribe fat i en af flapperne foroven. En handling der bundede i splittelsen mellem, at hun gerne ville vække Elliot – og på den anden side ikke. Det resulterede i at kassen revnede halvt ned på siden og en dårlig lukket pose havregryn væltede ud på gulvet.
”For helvede da!” Hun begyndte at græde og sparkede til kassen. Der dryssede lidt mere havregryn ud på gulvet.
”What´s going on?” … lød det gennem den åbne dør inde fra soveværelset. Hun havde vækket Elliot – og katten. Sidstnævnte sprang op og strøg lydløst i skjul bag en flyttekasse.
”Elliot for helvede, så vågn dog din idiot. Kan du for helvede da ikke hjælpe mig med de kasser, og du har lovet i to måneder at sætte den lortelampe op, jeg kan ikke se en skid ved bordet mere.”
Maria havde fået nok. Hun kunne ikke finde hoved og hale i sine frustrationer, og Elliot var ingen støtte. Selv katten var stukket af. Hun savnede sin mor, duften af dyr parfume og at mærke hendes omhyggeligt pudrede kind mod sin egen. Elliot gik ud på badeværelset uden at se til hendes side.
”Stop it! Stop it now!!”, råbte han inden badeværelsesdøren lukkede sig hårdt bag ham.
Da han kom ind i stuen igen, sad Maria og græd med benene trukket op under sig. Han kiggede på hende et par sekunder.
”You´re too much for me right now, baby, Jeg går en tur”.
Han greb sin jakke fra knagen i gangen, den tidligere beboer havde efterladt dem to knagerækker fra IKEA, døren smækkede, og hun hørte hans hastige trin ned af trappen. Han vendte ikke om, hun var alene.
Hun tog sin mobil og påbegyndte en sms til sin mor. ”Hej mor. Jeg glæder mig også til at se jer og vise lejligheden frem. Det kunne være sjovt, hvis du købte noget julepynt med hjem fra Spanien. Knus Maria.”   Hun trykkede på send… hvad skulle hun så?
Hun rejste sig, og uden at se på dem eller tænke nærmere over det, tog hun de tre prints af den døde killing, lagde dem tilbage i kuverten, skrev Essendahl udenpå, tog den i hånden og gik ud i opgangen uden at tænde lyset. Hun gik roligt op til overboens dør og lod kuverten dumpe ind af brevsprækken …