Julekalenderen 7. december

Pingeling, så rundede vi 250 daglige læsere - og jeg er selv lige så hooked på kalenderen, som I er. 1000 tak for engagementet og skrivelysten. Det er så fedt, at jeg allerede spekulerer på, hvad vi skal finde på efter jul. *<:-)

Skrevet af Kong Mor

Da Maria vågnede, lå hun helt stille og tænkte. Tænkte over dagen før.
Elliot sov endnu tungt. Han var kommet sent hjem. Og måden han havde smidt sit tøj på vidnede om, at han nok havde fået både det ene og det andet indenbords.
De havde ikke snakket sammen, siden han havde smækket døren og var gået.
Efter hun havde smidt billederne af den døde kat ind af brevsprækken hos den sære overbo, havde Maria først siddet foran sit klaver og snøftet af selvmedlidenhed. Ikke en eneste tone kunne hun spille. Men stille og roligt tog en plan form i hendes hoved.
Hun ville finde sig selv igen. Den Maria som havde gå-på-mod og energi. Den Maria som Elliot var blevet forelsket i. Hun følte sig helt fortabt uden et mål. Før havde målet mere eller mindre været at frigøre sig fra sine forældre, blot ved at mene noget andet.
At blive voksen og kunne få lov til at bestemme selv.
Nu sad hun her, i en lejlighed som hendes forældre havde betalt, hun måtte bestemme selv, men følte sig ikke spor voksen. Hun savnede julestemningen. Det var allerede den syvende december, og om 12 dage kom hendes forældre hjem.
Det sidste Maria havde lyst til, var at de skulle se det rod, der lige nu herskede i lejligheden. Hun kunne næsten høre sin fars misbilligende rømmen, og se sin mors bekymrede radarblik tage en tur i stuen.
Det skulle fandme være løgn skulle det. Hvor voksent var det lige at gå i stå på den måde. Hun ville jo gerne have, de kunne blive stolte af hende, og måske ende med at acceptere Elliot. Men flytterod i lejligheden og rod i økonomien, var nok ikke vejen frem. Hun slog i tangenterne så det gungrede i hele lejligheden.
Maria rejste sig og gik i gang med at tømme de resterende flyttekasser, sætte sit sparsomme køkkengrej på plads i det lille køkken. Bøgerne kom op på reolerne, og langsomt tog lejligheden form. Sent på eftermiddagen var hun næsten færdig, manglede bare kassen med skitøj og blev lidt forbavset da det første hun fik op, var en bunke papirer.
Kassen havde stået ved siden af computeren så det var nemt at forestille sig at Elliot havde smidt papirerne derned dengang de holdt indflytterfest.
Hun rettede sig op og pustede pandehåret væk fra øjnene. Hun bladrede hurtigt igennem bunken, da hendes øjne faldt over noget håndskrevet – Elliots kode til netbanken. Hendes eget navn.. Hun stod lidt og spekulerede.
Satte sig så beslutsomt ved computeren og åbnede netbank. Da hun så, hvor galt det rent faktisk stod til begyndte hendes hjerte at slå hurtigere. Hvordan kunne det gå til? Elliot skulle forsørge dem, mens hun studerede. Det var aftalen.
Det så bare ikke ud som om Elliot helt holdt sin del af aftalen. Hun gennemgik post for post og pludselig stivnede hun. Elliot havde simpelthen overført 6.000, flere gange fra hendes børneopsparing.
Hun rejse sig og tændte en smøg og gik ud på altanen. Hendes opdagelse havde gjort hende fuldstændig klar i hovedet – som om måneders tågeslør fordampede.
Maria slukkede smøgen, fornemmede pludselig at hun blev betragtet og gøs lidt. Hun strakte sig og så op. Gardinet på etagen ovenover faldt på plads foran vinduet i det samme, som om noget stod bagved, men hun slog det hen og tænkte: ”Det er bare den gamle skøre kugle” og gik ind i varmen igen.
Hun satte sig igen ved computeren og gennemgik nu en for en alle de bevægelser der havde været på kontoen siden de flyttede ind. Et eller andet generede hende, men hun kunne ikke komme på hvad det var.
En tanke slog ned i hende. Gad vide om Elliot var utro? Hvor mon han brugte hendes penge. Og pludselig kom hun i tanke om den bon, hun havde fundet da de lige var flyttet ind. Det var næsten 6000 kroner.
En ny router og højttalere til computeren, en ny Samsung Galaxy som bare ingen steder var. En telefon kunne til nøds skjules. Men det andet?
Hvad havde hun gjort af den forbistrede bon? Maria tænkte så det knagede. Hun så sig selv putte den i lommen.. Hvad havde hun haft på den dag? Hun kunne huske de var gået i Netto for at købe ind til festen lige efter, for hun havde været så sur over at han bare benægtede.
Hun gik ind i soveværelset og sukkede opgivende ved synet af den kæmpe bunke tøj der lå i hjørnet. Beskidt og rent imellem hinanden.
Siden de var flyttet ind havde de kun været nede i vaskekælderen to gange, den tredie gang var Elliot blevet mødt af en meget gal fru Møller som påberåbte sig det urimelige i, at de havde brugt hendes vasketid om onsdagen. Elliot var som sædvanligt konfliktsky, så han var bare gået op igen med deres vasketøj – og siden havde det bare ligget der, og bunken var blevet større og større.
Maria gennemrodede det hele, lomme for lomme, og da der kun var sommertøj tilbage, fik hun fat i et par blomstrede bukser, stak hånden ned i baglommen og BINGO en krøllet kassebon dukkede op sammen med lommesnuller.
Maria skyndte sig ind foran computeren igen og søgte på samme dato der stod på bonen. Den 29. september 2011. Maria stak hovedet hen til skærmen og langsomt gik det op for hende at noget var helt galt. De 5879 kroner fra EL-giganten var ikke trukket fra deres konto. Kunne Elliot så have betalt cash?
Men det så også ud som om overførslerne fra hendes børneopsparing var gået direkte over på hendes forældres konto, som betaling for huslejen.
Maria kløede sig i nakken og så spekulativt på skærmen igen. Den 29. september.
Den dag havde de været i København til Integra musikfestival. De var taget derover tirsdag d. 27. om aftenen, da det startede, og var blevet til det hele sluttede lørdag 1. oktober. De var først taget tilbage til Aarhus om søndagen. Hele ugen havde de deltaget i forskellige workshops og fredag aften havde der været koncert med en masse af Elliots venner fra Birmingham.
Det havde været en vildt fed oplevelse, og nu da Maria tænkte tilbage på den uge de havde tilbragt med musik, workshops og vennerne fra England, virkede det som om den uge, var sidste gang de havde været stormende forelskede.
Siden havde de skændtes næsten hver dag, Elliot havde trukket sig tilbage og Maria stolede mindre og mindre på ham.
Hun lænede sig tilbage i stolen igen og stirrede ud i luften. Noget var galt, hun nærlæste bonen igen. Rakte så over en bunke regninger og tog Elliots kort, som lå på bordet.
Han var helt holdt op med at bruge sit kort på det sidste, og brugte udelukkende de penge han fik udbetalt efter hver koncert, og først nu forstod Maria hvorfor: han ville sikkert ikke bruge flere penge fra kontoen.
Der stod et kortnummer på bonen, og de første 3 tal stemte også med Elliots kort men så var det nogle andre tal.
Det var altså ikke Elliots kort. Men hvordan var bonen så havnet i lejligheden?
Det kunne Maria for sin død ikke forstå.
Der var sket så mange mystiske og ubehagelige ting siden de var flyttet ind og på en eller anden måde var den skøre gamle dame ovenpå blandet ind i mange af episoderne.
Bare ikke denne her. Eller var hun alligevel?
Maria var endt med at gå i seng og selvom hun var træt efter at have tømt kasser og ryddet på plads hele dagen, havde hun svært ved at sove. Tankerne kværnede rundt i hovedet på hende. Til sidst må hun alligevel være faldet i søvn for hun havde ikke engang hørt Elliot komme hjem.
Elliot sov stadig da hun stille listede ud af soveværelset. Lejligheden var ikke til at genkende, flyttekasserne var tomme og lå i en stak ved døren. Stuen så endda hyggelig ud. Okay der var ikke gjort rent, men der var ryddet op. Det var en begyndelse.
Hun ville lave morgenmad og vække Elliot og så måtte de sammen finde på noget. Det kunne ikke nytte noget at de ikke kunne snakke sammen. Alene kom hun ingen vegne.