Julekalenderen 8. december

Så har vi rundet 300 besøgende i går - det må jo være fordi, I skriver godt!

Skrevet af Lene K

Kirsten vågnede desorienteret op fra en drøm, der havde bragt hende tilbage til tider, hun ellers med held havde begravet så langt nede i hukommelsen, at de kun var slørede brudstykker af minder, hun kunne være i tvivl om nogensinde havde eksisteret. Men denne drøm havde været helt klar. Hun var elleve år, det havde allerede ringet ind, men hun befandt sig bag toiletbygningen i ingenmandslandet mellem skolen og mosen. Hun var der ikke frivilligt, det kunne aldrig være faldet hende ind at komme for sent til time. Hun var der fordi hun skulle straffes. Dagen før havde hun set Niels og Ove stjæle cigaretter hos gamle købmand Sørensen, mens han var ude i baglokalet, og hun havde kaldt på Sørensen og sladret om de to drenge, hvis fædre var blevet ringet op af købmanden samme aften. Drengene havde tydeligvis ondt ved at sidde på den hårde skolebænk denne morgen, og i frikvarteret havde Niels grebet fat i Kirstens arm og vredet den om på ryggen. Han havde ublidt skubbet hende om bag toiletterne, hvor Ove havde ventet. Her havde Niels tvunget hende ned på jorden, mens Ove havde åbnet sin gylp, trukket sin tingest ud og ladet vandet i ansigtet på hende.
Hun satte sig rystende op i sengen, endnu i tilstanden mellem drøm og virkelighed, og rejste sig så brat op som for hurtigt at ryste drømmen af sig. Det svimlede for hende, men hun fortsatte målbevidst ud i køkkenet, idet hun støttede sig til møblerne undervejs. Kaffe. Det skulle gøre godt med en kop kaffe. Og måske en lille bitter. Dr. Nielsen. Det var vel nærmest at betragte som medicin, besluttede hun, og skænkede sig en dram i kaffekoppen, mens vandet kogte.
Hun kiggede ud på den juleoplyste gade, hvor morgentrafikken bevægede sig trægt af sted. Det var begyndt at sne igen, men selv den hvide sne var ikke nok til at lyse dagen op. Hun havde sovet længere end hun plejede, men følte sig alligevel udmattet. Der var stille i lejligheden nedenunder. Pigen var sandsynligvis allerede taget ind på konservatoriet, og guderne måtte vide, hvad den unge mand lavede. Hun rystede på hovedet. Sikke et liv de førte. Musik og fester til langt ud på natten. Druk og det der var værre. Unge og egoistiske var de. Og uden respekt for deres naboer, der måtte lægge øre til lidt af hvert på alle tidspunkter af døgnet. Vorherre bevares. Brændte deres lys i begge ender, gjorde de, uden mådehold af hverken den ene eller den anden art.
Ophidset slyngede hun det sidste af koppens indhold i sig, og mærkede brændevinen gøre godt helt ned i maven. Hun tændte computeren og loggede på det unge pars netbank for at forlænge den søde forargelse endnu en tid. Hendes hånd greb om ostemadden, mens hun betragtede timeglasset og computeren snurrede. Så standsede hun brat midt i bevægelsen. Der var plus på kontoen. Det kunne ikke være sandt. Forvirret løb hun de seneste posteringer igennem, og dér, indsat samme morgen, stod femogfirs tusind kroner. Hun klikkede på linket til overførslen. Ole Olsen. Hvem pokker var Ole Olsen? Hun gik ikke ud fra, at det var den tidligere racerkører fra Vojens. Og hvorfor skulle denne Ole Olsen pludselig indsætte så stort et beløb på Elliot Meyers konto? Det virkede helt forkert. Og det gav hende en angstprovokerende følelse af at miste kontrol med hele situationen. Det var, som om skuespillerne i hendes teaterstykke trådte ud af rollerne og lavede om på det stykke, hun var i færd med at skrive.
Resolut rejste hun sig. Det her var hun nødt til at finde ud af. Hun lyttede et øjeblik, men der var stadig stille nedenunder. Så listede hun ud ad døren og ned ad trappen. Hun lyttede endnu engang ved døren ind til det unge par, inden hun for anden gang forsigtigt klikkede låsen op ved hjælp af sit kreditkort. Hun stod et øjeblik stille indenfor døren og konstaterede, at der stadig stod tomme flyttekasser i entreen, og at der ikke var hængt et eneste billede op på væggene. Så listede hun på sine filttøfler gennem stuen. Dér lå hans jakke smidt over en stol. Hjertet stod næsten stille i brystet på hende, da hun samtidig med denne opdagelse hørte et grynt inde fra soveværelset. Der var nogen hjemme. Hun stod helt stille, og alle hendes sanser var i højeste alarmberedskab. Men så hørte hun lyden af sengen der knirkede, et veltilfreds smask, og derefter en højlydt snorken. Hun slappede lidt mere af, og bevægede sig forsigtigt over til jakken, der ganske rigtigt indeholdt hans tegnebog og i denne hans NemID-nøglekort. Tåbe. Hun lagde kortet i lommen på sin morgenkåbe og listede ud og op i sin egen lejlighed, hvor hun lukkede døren og endelig tillod sig at ånde ud i et dybt suk.
Så skyndte hun sig hen til computeren, hvor hun klikkede på linket til den unge smilende bankrådgiver og skrev: ”Kære Jannie. Der er dags dato overført 85.000 kr. til min konto fra Ole Olsen, som har købt min bil. Jeg er dog kommet i det dilemma, at jeg har mistet hans adresse, og derfor ikke kan levere bilen til ham. Vil du være sød at se, om du kan finde den i jeres system? Det ville være en stor hjælp for mig. På forhånd tusind tak. Hilsen Elliot Meyer.” Hun trykkede enter, tastede koden fra nøglekortet, og derefter enter igen. Hun rystede næsten umærkeligt på hovedet. Måske havde hun været lidt for hurtig. Pokkers så dygtig han pludselig var blevet til dansk, ham Elliot. Hun håbede, at bankrådgiveren ikke kunne huske Elliot personligt, og derfor ville studse over den velformulerede besked.
Hun hentede en frisk kop kaffe, og da hun satte sig, sprang katten op på hendes skød. Hun spiste sin ostemad, mens hun åndsfraværende strøg dyret over ryggen igen og igen. Hun tjekkede Facebook. Latterlige statusopdateringer, som enten var komplet ligegyldige (”er på vej i bad”), pralende (”har lige løbet 12 km. i snevejr”) eller klynkende (”er snotforkølet, ungerne skriger, og jeg har ingen penge at købe julegaver for”). Maria havde skrevet en af sine sjældne opdateringer aftenen før. ”Er startet på en frisk”. Ser man det, ser man det. Så var det måske slut med natteroderiet dernede? Næppe.
Kirsten sprang utålmodigt tilbage på netbanken, og sørme om ikke den søde og energiske Jannie havde svaret på beskeden. Der stod en adresse i Brabrand. Kirsten kendte ikke kvarteret, og kunne ikke afgøre, om det var i ghettoen eller i det fine gamle Brabrand. Hun havde ikke været udenfor sit eget kvarter i årevis, når man så bort fra den skrækkelige togtur sidste påske. Skulle hun finde en bus, der gik derud? Hun kastede et blik ud ad vinduet, hvor det så ud til at være blæst op, og hvor sneen nu føg hen ad fortovet. Hun rystede på hovedet for sig selv. Nej, den måtte hendes kære internet kunne klare. Hun åbnede endnu et vindue og gik ind på Google Map. Og dér fandt hun huset, som lå for enden af en nydelig vej og tilsyneladende havde udsigt ned til søen. Hun zoomede helt ind på facaden, og kunne forbløffet konstatere, at der var høje hegn rundt om huset, og på porten ved siden af skiltet med ”Hunden bider” et logo, som ikke var til at tage fejl af. Et symbol på vold, bandekrig, kriminalitet, og ikke mindst narkotika.