Julekalenderen Musetrappen 11. december

Jubii, hvor det kører - i dag kommer et afsnit, som jeg har været meget spændt på, fordi forfatteren er i stand til at gøre alle lesbiske :-). Og selv om jeg elsker alle de nye drejninger, så forekommer det mig usandsynligt, at der skulle kunne opstå et nyt kærlighedsforhold i den lille opgang - det er der så heller ikke noget, der tyder på - hehe:

Skrevet af Kristine fra Kristines Dilemma

Det er aften, Maria står og ser sig selv i spejlet, Elliot sover og egentlig er hun lige nu ret ligeglad med ham, han virker slet ikke interesseret i hende. Hans forsøg på at snakke med hende, virker bare ikke. Ikke efter hendes behov, hvorfor kan han dog ikke se, hvad hun har brug for, at han skal gøre, når hun nu er så forbandet træt af hele tiden at skulle sige til ham, hvad hun har brug for. Hvis han kunne tage et initiativ for en gang skyld. Som han gjorde tidligere i dag, hvilket - tænker hun nu - sikkert bare var fordi, han ville have sex. Og en mand der pludselig står med en boremaskine i hånden er da lækkert. Især når lampen pludselig hænger og lyser, så der ikke er så mørkt.
Hun sukker, imens hun putter make-up på. Hun skal mødes med sin veninde Sara, og de skal male byen rød, hun trænger til det. Det skal sgu ikke hele tiden være Elliot, der er i byen. ”Klonk” Maria får et chok i det hun hører overboen lave en lyd. En lyd der lød som om hun faldt. Der bliver så dejligt stille, måske lidt for skræmmende stille. Maria står og forestiller sig, hvordan den gamle ligger i sit eget blod, da Elliot pludselig står der bagved hende i spejlet. Hun bliver forskrækket og hopper næsten ind i spejlet. Elliot griner bare og fortsætter hen mod toilettet. Maria bliver så irriteret på ham, at hun finder den første genstand og kaster den efter ham. Selvfølgelig rammer hun ikke. Hvorfor skulle noget også lykkes for hende? Hun finder sin jakke frem og råber mod toilettet, at hun går nu. Så kan han fandeme sejle i sin egen sø. Hun smækker døren og står lidt der i opgangen for at høre efter, om han mon kommer efter hende. Men der kommer ikke en lyd fra lejligheden. Til gengæld kan hun høre lyde, der kommer fra opgangen.  Hun står lidt og overvejer, om hun skal eller ikke skal gå op ovenpå, for at se om kvinden nu også har det godt. Mange ting kan hun tillade sig at grine over, når andre folk kommer til skade, men alligevel, en kvinde der ligger og er ved at dø, det er måske ikke lige det fedeste at have på samvittigheden. Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger, at hun overhovedet er faldet. Måske hun bare tabte noget. Maria går alligevel op ad trapperne, bare lige for at høre om hun kan ane noget fra lejligheden. Hun går stille, fordi hun helst ikke vil kunne høres af andre, og slet ikke overboen, tænk hvis hun kom ud. Maria trækker vejret dybt, hun drejer rundt om sidste hjørne før hun kan se trapperne, der fører op til overboens dør. Synet der viser sig for hende, får hende til at gyse. Døren ind til overboen står åben og der står en kat ude foran døren. Maria vakler, men nysgerrigheden får hende til at fortsætte op mod den åbne dør, om ikke andet kan hun da sørge for, at katten bliver lukket ind. Da hun kommer op til den åbne dør er katten gået ind igen, og Maria åbner døren lidt mere og går ind, bare lige for at se, om hun kan høre noget. Der er en meget underlig lugt i lejligheden. Lidt surt, lidt sødt og meget harsk på en måde. Da hun står i gangen kan hun høre, der er liv i køkkenet, så hun vil til at skynde sig at gå, men bliver distraheret af den larm, der pludselig er i hendes taske. Fuck hendes mobil og den er meget høj, så hun ville kunne høre den på sin bytur. Maria skynder sig hurtigt ud af lejligheden, imens hun febrilsk slukker for mobilen, hun synes også, hun kan høre lyden af kvindens fodtrin komme nærmere, men hvor fanden skal hun gemme sig efter hun har fået lukket døren forsigtigt? Hvis hun går nedad, vil hun ikke kunne nå det, men hvis hun går opad, vil hun ikke kunne komme andre steder hen, men vil til gengæld have muligheden for at gemme sig. Hun tager benene på nakken og løber listende ned ad trapperne. Hun skal ikke nyde noget af at være fanget af den gamle syge kvinde og heldigvis når hun også at komme helt ud af opgangen, så hun kan komme i byen og glemme alt om overboen og hendes dumme underbo Elliot.
Maria får tændt telefonen igen og vil tjekke, hvem der har ringet til hende. Det nåede hun ikke at fange i forbifarten. Hun tjekker listen over ubesvarede opkald, men desværre er nummeret ukendt. De ringer nok igen tænker hun, imens hun slår dagen og aftenen væk fra sin hukommelse og bare glæder sig til at hygge sig med Sara.