Julekalenderen Musetrappen 12. december

Skrevet af Lene T - den eneste Guest Star, som jeg faktisk slet ikke kender, men hun kender vores personer godt, kan jeg mærke :-)

Duften af nybagt leverpostej hang stadig tykt i lejligheden.
Kirsten sad i den grønne plysstol ved vinduet. Ved siden af hende stod en kop dampende varm kaffe og en underkop med tre Karen Volff-vaniliekranse. Fødderne lå på en skammel. Hun fortjente at forkæle sig selv lidt. Gårsdagen var ikke gået helt efter planen, og hun måtte genoverveje sit næste skridt.
Kirsten havde i første omgang glemt hvor mange ingredienser, der egentlig skulle til for at lave en rigtig gammeldags leverpostej, og det havde ikke været helt let at få fat på det hele. Den første slagter, hun havde besøgt, havde udsolgt af både spæk og svinelever, men Kirsten havde ikke sådan været til at blæse omkuld af det stormfulde vejr. Hun var fast besluttet på at bage sin postej.
”I det mindste er det ikke sne og is”, havde hun tænkt, da hun trak sit brune, uldne tørklæde op over hovedet og skuttede sig i blæsten. ”Det kunne da lige passe, at man skulle glide på et isglat fortov og brække et ben”. Hendes trofaste gamle frakke var heldigvis til at stole på, så selv om vinden var kold, havde Kirsten ufortrødent kæmpet videre, til alle tingene i opskriften lå sikkert i hendes indkøbsnet.
Og det havde været alle anstengelserne værd. Med formålet for øje, skænkede hun ikke engang en tanke, hvor mange penge hun havde brugt på sine indkøb. Den allervigtigste ingrediens havde hun jo fået ganske gratis: Kødet fra den døde killing, som hun havde hakket og blandet med den hakkede svinelever.
Da hun havde taget leverpostejen ud af ovnen, var duften så ganske vidunderlig, at hun et splitsekund havde glemt den ’hemmelige’ ingrediens. Hendes tænder var begyndt at løbe i vand, og hun havde måttet minde sig selv om, at det ikke var en hvilken som helst leverpostej for ikke straks at smøre sig et stykke rugbrød med den. Nej, den havde et andet formål. Den var til de irriterende underboere. Hun ville lade postejen køle og gå i tænkeboks for at finde ud af, hvordan hun skulle give den til dem. Hun havde jo også genereret en frygtelig opvask – den tog jo ikke sig selv, så hun måtte hellere bare starte med det samme og få den overstået.
Men så var alting gået galt! Kirsten var på vej over mod ovnen for at slukke for den, da der lød et ordenligt ’KLONK’ bag hende. Hun havde vendt sig så hurtigt som den aldrende krop tillod det og så til sin gru katten Bella stå på køkkenbordet. Hvad der derimod ikke længere stod på bordet var kødhakkeren, der åbenbart ikke havde været spændt godt nok fast på bordet. Den samme skæbne havde den nybagte killingepostej lidt. Folieformen lå med bunden i vejret, og indholdet var spredt ud over gulvet. Ærgerlig og vred havde Kirsten taget Bella under armen og var tøffet beslutsomt ud i gangen, hvor hun havde åbnet hoveddøren og smidt katten udenfor. Hun havde givet døren et puf, så den gled i. ”Så kan den møgkat stå derude og tænke over, hvad den har gjort”, havde Kirsten tænkt vredt, men var et øjeblik blevet ramt af et stik af dårlig samvittighed. Det var trods alt Bellas killing, der var en del af postejen. ”Gad vide, om hun vidste dét”, havde Kirsten nået at tænke, inden hun hovedrystende var gået tilbage til køkkenet for at besigtige slagmarken. ”Så intelligent er den kat næppe”, klukkede hun inde i sig selv.
Det havde været et sørgeligt syn, der mødte hende, da hun kom tilbage til køkkenet. Mel, kødrester – både rå og bagte – lå spredt ud over gulvet. Som om det ikke havde været nok, havde den tunge kødhakker også lavet et ordentligt hak i linoliumsgulvet. ”Alt sammen for ingen verdens nytte”, havde hun tænkt, mens hun forsøgte at fjerne svineriet med kost og fejebakke.
Mens hun havde stået foroverbøjet og fejet løs, havde hun pludselig hørt en mærkværdig lyd fra gangen, næsten som ringetonen fra en mobiltelefon. Det havde taget hende lidt tid at rejse sig – ryggen var lidt stiv – og stille kosten fra sig, og da hun var nået ud i gangen, var det eneste hun fandt katten, Bella, der stod og stirrede bebrejdende på hende. ”Hvordan er du kommet ind?”, havde hun tænkt. Med rynket pande, havde hun stukket hovedet ud i opgangen og hørt fodtrin på trappen i stueetagen. Ringetonen måtte være kommet derfra. ”Så er der i hvert fald ikke noget i vejen med min hørelse”, havde hun tænkt selvtilfreds, og det havde hjulpet lidt oven på postej-fadæsen. Bella var nok bare smuttet mellem benene på hende, da hun lukkede døren, havde Kirsten tænkt. Hvad skulle forklaringen ellers være?
Men det var alt sammen et overstået kapitel. I den grønne plysstol tog Kirsten en bid af en Karen Volff-vaniliekrans og skyllede efter med en tår kaffe. Jo, hun var ved at være ovenpå igen, og selv om det var ærgeligt med postejen, så var hun ikke parat til at kapitulere. Der var jo stadig mysteriet om de mange penge, der pludselig var gået ind på Elliots konto. Og hvem var denne ukendte Ole Olsen? Hvis underboen var involveret i nogle ulovligheder, var det jo ikke kun af hensyn til Kirstens egen nysgerrighed, at det måtte afsløres. Den slags kunne jo have konsekvenser for hele opgangen… ”Ja”, tænkte Kirsten og kiggede ud af vinduet på endnu en grå, blæsende og regnfuld decemberdag, ”det kunne være man alligevel skulle overveje at tage et smut til Brabrand!”