Julekalenderen Musetrappen 13. december

Jeg hørte først fra Louise her til morgen og da havde jeg selv skrevet et backup afsnit, så nu lægger jeg et reserveafsnit på selv - jeg er også ved at dø af ventetid, til det bliver min tur igen :-). Jeg lægger Louises afsnit på senere på dagen. Dette er altså et bonusafsnit skrevet af Mai.

Maria vågnede ved en øredøvende lyd og med en dundrende hovedpine. Det føltes som om, hun lige havde lagt sig, efter hendes egen og Saras fantastiske aften i byen - selv om hun havde sovet en tung og drømmeløs søvn på adskillige timer. Lyden gentog sig - det var dørtelefonen, men ikke bare deres egen. En eller anden idiot trykkede åbenbart på alle opgangens telefoner på en gang. Det skete jævnligt midt om natten, især i julefrokosttiden, men godt nok ikke særlig tit om formiddagen?

Hun kæmpede sig ud af sengen, Elliot var ikke hjemme eller også gad han bare ikke åbne døren. Der lød smækken med flere døre i opgangen, inden Maria nåede frem til sin egen dør med en morgenkåbe hurtigt kastet om skuldrene. Der var en snakken og et liv som Maria aldrig før havde hverken set eller hørt i den gamle opgang, som plejede at være stille som graven. Så blev lyset slukket og der kom et stearinlysskær helt nede fra bunden, ledsaget af et uskønt blandet børnekor:

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia

Der stod beboere fremme på de nederste reposer - folk, som Maria aldrig før havde set, selv om hun aldrig var i tvivl om, at hun blev betragtet gennem dørspioner, hver gang hun gik op eller ned ad trappen. Det måtte jo være en hel skide børnehave - og at dømme efter blitzlyset og videokameraet fra en bestemt lejlighed, var det sikkert nogle bedsteforældre, der havde arrangeret denne lille overraskelse.

Optoget kom langsomt op ad trapperne, mens Maria blev stående. Hun koncentrerede sig om at stå helt stille, fordi hun havde den ledeste kvalme, som hun slog hen med, at det måtte være tømmermænd. Hun havde ikke helt styr på sin cyklus, men nægtede at tænke tanken til ende om, at det kunne være andet end tømmermænd.

Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe

Nu var koret nået til anden sal og der opstod et øjebliks magi, et kollektivt kuldegys i opgangen, hvor alle for en gangs skyld var forenede om det samme - og det var fredfyldt og uskyldigt. Selv om børnekoret hverken helt ramte de høje toner eller takten, så opdagede Maria, at hun stod og græd helt stille. Inde fra stuen kom Elliot også, hev sine trådløse hovedtelefoner af, stillede sig lige bag Maria og lagde armene om hende, mens han hviskede i hendes øre: "Do you want one of those things? A kid?"

Årh altså, hvorfor skulle han ramme hendes smeltepunkt, hver gang hun lige tænkte, at NU skulle de  have en snak om alting? Han fik hende mat i knæene, blød om hjertet og hendes små spydige kritikpunkter smeltede eller kom til at lyde latterlige, inden de overhovedet fandt vej ud af munden. De kom ikke videre - og måske var det godt nok? Lige nu, lige der, var alting faktisk OK. Koret kom nu direkte forbi dem og sang:

skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia

Luciabruden var en køn pige på omkring 6 år. Hun stirrede Maria lige ind i øjnene, som om hun vidste noget, ingen andre vidste. Det gav Maria en kuldegysning mere, men derefter var øjeblikkets magi slut. Pludselig stod mavesyren op i halsen af hende og hun styrtede ud til toilettet og brækkede sig.

Elliot blev stående lidt endnu og kiggede opad efter koret. Han gik de syv trin op til trappen drejede og der var frit udsyn til den skøre gamle overbos lejlighed. Hun stod også på sit dørtrin, men med et udtryk af mere forvirring og nervøsitet end egentlig rørelse. Faktisk så hun måske hverken koret eller Elliot, for hun lignede mere en, der var blevet forstyrret midt i et vigtigt ærinde og nu havde glemt, hvad ærindet var.

Tilbage i deres egen lejlighed gik Elliot ud i køkkenet og lavede æg og bacon til Maria. Hvis der var én ting, han vidste fra sin barndom, så var det, hvordan man laver mad, der kurerer tømmermænd - det havde han så ofte set sin mor gøre. Maria kom ud fra badeværelset og havde fået lidt mere farve i kinderne, selv om mascaraen hang i kager langt under øjnene og håret var en rodet bunke.

Hun snusede ind og sagde: "Mm, morgenmad! Jeg er skide sulten - tror faktisk godt, jeg kan spise mere end det der på panden!" Pyha, tænkte Elliot, mad kan jeg finde ud af, men ikke alle de der følelsessnakke.

Maria satte sig til rette ved spisebordet og tjekkede sin mobiltelefon. Telefonen fik hende til at tænke på noget, hun hurtigt havde registreret i den gamle dames lejlighed i aftes - men ikke rigtigt havde haft tid til at dvæle ved. Der havde med sikkerhed ligget en Samsung Galaxy smart phone på kommoden lige inden for i entreen. Den samme telefon, som stod på den kassebon, hun havde fundet på gulvet i sin egen lejlighed.