Jeg har lige læst en meget interessant artikel om en ny bog, hvor en amerikansk mor bosat i Paris, langer ud efter den britiske børneopdragelse. Hun mener groft sagt, at britiske og amerikanske mødre går alt for højt op i at lytte til deres børn og forstå deres motiver og alt for lidt op i sig selv, hvorfor de britiske mødre bliver til eftergivende, bløde, fede og grimme mødre uden autoritet, mens franske mødre er chikke og har velopdragne børn, der sidder og studerer latin ved togvinduet. Britiske børn ræser op og ned ad toggangen i toget under kanalen, så man til enhver tid kan skelne mellem et fransk og et britisk barn, selv om de ikke har sprog - for franske børn jerner ikke rundt og hyler i togvognene, skriger ikke hysterisk i supermarkedet (og tager ikke skade af en lussing). Ifølge forfatteren til bogen, that is. Hvorimod parisiske mødre bliver ved med at se sexede ud, fordi de går mindre op i moderskabet og mere op i sig selv.
Hmm, tænker jeg, hmmm. Godt hun ikke har været i Danmark med sin empiriske analyse, som er foretaget med PC'en i bletasken, for jeg gik åbenbart forvildet rundt og troede, at briterne var meget mere til kæft, trit og retning end danskerne. Det er interessant og tankevækkende, men det jeg ikke forstår er, at der skulle være sket så meget med de britiske mødre på bare den halve generation, der er gået, siden jeg var au pair i London - der hvor jeg blev bedt om at true børnene med at de ville få tæsk af deres far på fredag (når han har tid, that is), hvis de ikke makkede ret. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, men jeg flyttede fra familien i stedet for. For bare 1-2 år siden, har jeg diskuteret med engelsk kollega, som havde opdraget sine piger med en lussing i ny og næ - hvorefter han skyndsomt havde sendt dem på kostskole, så andre kunne dele tæskene ud.
Jeg er enig med fransk-amerikaneren så langt, at man skal bevare sig selv i sin børneopdragelse og ikke gøre moderskabet til sin identitet. Vi har dem kun til låns i måske 20% af vores liv, resten af tiden må vi selv udfylde følelsesmæssigt og identitetsmæssigt. Jeg krummer også nogle gange tæer, når jeg på bænken i børnehaven overværer lange dialoger om, hvorvidt ungen skal gå hjem med den lilla eller den lyserøde hue - hvorefter barnet får ret og påbegynder en skinger dialog om vanter. Jeg ved, at jeg også selv har været i gennem den slags dialoger med udsplattet fredagsbarn i akut krise, hvor det var nemmere ikke at tage konflikterne.
Der er bare det ved det, at jeg også kan huske øjenvidneberetninger om, hvordan franske studerende skriver ALT ned, der kommer ud af forelæserens mund, ukritisk, autoritetstro og disciplineret - og de forventes ikke at have en holdning til det. Er det vejen frem? Og hvordan bliver man til en parisisk steg på den måde? Skal der ikke lidt sund kritisk sans til i de fleste typer jobs?
Jeg ved det ikke, men det kunne være interessant at se lidt nærmere på, om Europa har en fælles fremtid ikke bare i forhold til Euro-samarbejdet, men også i forhold til værdier og nabostridigheder de enkelte lande i mellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: