Indlæg nummer 300 - og 1 års jubilæum

Og jeg har simpelt hen INGENTING på hjerte!

Først glemte jeg alt om, at bloggen faktisk fyldte et år den 25.1. og så blev det så meget senere, at jeg gik over til at tænke, at jeg måtte skrive noget spektakulært som indlæg nummer 300. Man skal altså ikke stille sig selv krav om spektakularitet (findes det ord overhovedet?) for så skriveblokerer man da fuldstændig. Nu bliver jeg nødt til bare at køre i tomgang, indtil indlæg nummer 300 er overstået, så jeg kan fortsætte med indlæg nummer 301 helt uden forventningspres. Eller på den anden side er der måske også noget over det tal? Åh gisp.

Min hjerne er lige så dybfrossen som vejret udenfor. Minus 17 grader her til morgen og nu helt oppe på minus 10. Det er altså virkelig desperat, når man skriver om vejret. Så er der kort vej til at skrive om fastelavnsudklædningen (så bliver jeg bare til af den slags forhadte overskudsmødre, som har limet to paptønder sammen, for at min søn kan blive til en tønde giftaffald). Eller om aftensmaden (hvilket ville afsløre, at jeg alligevel ikke er en overskudsmor, fordi jeg simpelt hen er så dårlig til at lave mad - og det er trods alt heller ikke noget, jeg gerne vil være kendt for).

Så kunne jeg skrive om, at vi har været i Lalandia, men jeg tør slet ikke tænke på, hvilken kategori, det placerer mig i. Faktisk måske i den store brede ikke-kategori af Hr. og Fru Danmark på fantasiløs ferie sammen med en masse andre danskere. Hvis jeg havde turdet skrive om det, så ville det blandt andet handle om, at det er underligt at intimgrænserne ligesom bliver udvisket, når alle tumler rundt i et badeland proppet som sild i en tønde. Altså ikke fordi man går og gramser på hinanden, men alene synet af al den hud på andre mennesker i vinterkulør og nogle med vintersul, det er egentlig en smule grænseoverskridende. Men det tør jeg som sagt slet ikke at komme ind på.

Ellers kunne jeg have fabuleret over det mærkværdige i, at man hverken kan købe de der små grydesvampe i alle farver i Kvickly eller Netto, men det ville simpelt hen være for patetisk og afslørere i den grad manglende liv i forstadskludene. Nej, I må undvære mit festfyrværkeri af et kombineret fødselsdags- og blogindlægsjubilæum.

Jeg kunne også skrive om noget, som jeg slet ikke tør at skrive om, i hvert fald ikke endnu, men måske snart. Så - nu lykkedes det alligevel at afslutte dette ikke-indlæg med en cliffhanger. Stay tuned, I'll be back after the commercial break!