Noget om naboer

Jeg bor i noget, jeg ville have kaldt et sølvbryllupskvarter, hvis det ikke var fordi, jeg allerede selv havde haft kobberbryllup og der kun er en forsvindende lille membran mellem det, jeg kalder sølvbryllupssegmentet og mig selv. Det korte af det lange er, at der på vores 70'er vænge vist kun er 2-3 af de oprindelige husbyggere tilbage, hvoraf kun et af husene beboes af et par, som rent faktisk har haft sølvbryllup - og nok endda for en del år siden. Dette par bor lige over for og er begge på efterløn. De vogter nidkært over enhver bevægelse i vænget og ved, hvornår posten har været her, hvilke typiske gæstebiler, der hører til hvert hus og hvis der eventuelt har været en bil, der ikke hører til husets normale besøgende. Det kan være rigtig godt til indbrudsforebyggelse, men altså også en smule belastende, hvis man ikke kan gå ud og tømme sin postkasse, uden at få en reportage af døgnets seneste begivenheder i vænget. Det kan være, at en tredje nabo er syg, at kloakken er stoppet til, at det er for galt, at skraldebilen ikke har været her endnu eller at han og fruen skal afsted i campingvognen. Om sommeren kan det handle om, hvorfor det altid er mig, der slår græs eller vasker bil - eller om han ikke lige skal komme med sin motorsav og massakrere vores kirsebærlaurbær, inden den vokser ind i huset - eller det kan være ALT det ukrudt, som jeg ikke engang kan se med mikroskop i hans have, mens jeg selv vader rundt i tidsler og mælkebøtter mellem fliserne i indkørselen.

Nu er det bare sådan, at jeg har noget, han gerne vil have og jeg tænker, at det må kunne bruges som pressionsmiddel på en eller anden måde - bare hvis hans snak bliver for belastende. Weekendens reklamer kommer nemlig her til matriklen allerede torsdag mogen, men sønnemand må ikke dele dem ud før fredag eller lørdag. Imidlertid ved naboen godt, at de står i avisvognen snublende nær ved hans egen indkørsel og dog så fjernt. Det er vores, indtil releasetidspunktet, for derefter at blive tilgængeligt for alle. Jeg kunne se, at han sendte vognen lange blikke i dag - og til sidst samlede han da også mod og kom og spurgte, om han ikke måtte få sit sæt reklamer - bare så postkassen ikke er fyldt, når vi tager til campisternes generalforsamling i weekenden. Det føltes godt og magtfuldt sødt at overdrage ham et sæt af de forjættede reklamer. Måske skulle jeg en anden gang småsnakke om et særligt godt kaffetilbud for at skærpe nysgerrigheden yderligere - hvis det altså ikke var fordi, vi selv takker nej til reklamer. Det huer ellers slet ikke naboen, at de ikke kommer ind ad brevsprækken længere og han har forsøgt at overtale sønnemand til at fortsætte denne praksis hos ham! Heldigvis uden held. Han kunne jo overveje at købe en stor postkasse eller takke nej til reklamer - men begge dele ville jo frarøve ham mulighederne for 1) at brokke sig og 2) at komme en tur ud på vænget og se, om der var sket noget, han ikke havde lagt mærke til fra sit vindue.

Den anden nabo er frisør og det er i sagens natur en god sladdercentral, som den første nabo ofte frekventerer, for at blive opdateret mere end for at blive klippet. Det KAN være lidt belastende at bo mellem disse to alvidende mennesker, som tilhører vængets oprindelige beboere - der er i hvert fald ikke meget, der foregår upåagtet af naboblikke. Til gengæld får vi heller ikke uindbudte gæster, uden det bliver bemærket! Og man kan være helt sikker på, at sker der noget uforudset i vænget, så er vi de første til at få informationen.