Jeg kan spejde noget i horisonten

Det kommer tættere og tættere på - HOV, nu kan jeg se noget af det. Det begynder tydeligvis med et firetal og ved siden af er der noget rundt. Ej, hvad i alverden laver det der? Vender det eventuelt på hovedet, så der står Oh? Oh skræk og ve, nej det vender rigtigt og der står 40! Det er det sagnomspundne tal, som i gamle dage betød fed og færdig, men i dag betyder fan-fucking-fabulous. Eller noget. Det betyder gennemsnitligt halvt levet liv, lidt selvransagelse og forhåbentlig ny visdom på den anden side?

Det kan betyde panik før lukketid, men det gør det ikke - med mand, tre børn og mursten for millioner, har der vel nærmest været lukket i mange år. Det betyder heller ikke krise eller forestående skilsmisse, men hvad betyder det så? Jeg vælger endnu en gang at klynge mig til Hella Joofs vise ord om, at det er der, alt det sjove begynder.

Let's face it: De tre rødder er ikke babyer længere, ældsten var at regne for voksen, hvis vi går bare et par generationer tilbage, mellemsten kan skimte sit runde 10-tal og mindsten er stærkt på vej i skole. Det faktum kan selvfølgelig skabe panik i sig selv, fordi de har ret travlt med at skabe deres eget livsindhold og ser mig mere som et behageligt fundament og servicebutik end en, der skal være der hele tiden og i stand til at forudse alle konsekvenser for dem.

Karrieremæssigt har jeg overhovedet ikke nogen lige linie, men snoede veje har bibragt mig så meget forskelligt, at jeg mere end nogensinde er i stand til at sige "Pyt med det!" Det glinser jo nærmest af selvfedme, men jeg synes, at jeg kan aflure den visdom allerede på den anden side af tallet, som vi ikke behøver at træde rundt i, at nye veje altid vil være åbne, så længe man holder øje med dem.

"Lyder det ikke lige love let, det hun siger der?" syntes jeg, jeg hørte nogen sige, men det er egentlig ikke sådan, jeg ser på det. Jeg tror, man kan komme langt ved at tage let på mange ting og beslutte sig for, hvor meget de tunge ting må og skal fylde i livet. Det er ikke overfladiskhed, det er bare en beslutning, som det bliver nemmere at stå fast på med alderen. Jeg bliver så træt helt ind i knoglerne, når ethvert dameblad maner, at man skal arbejde hårdt for sit parforhold, sine karrieremål, sine børn, sit hvad som helst. Er der da slet ikke noget, der bare må være let? Der er jo ingen frirum, hvis man skal arbejde hårdt på et eller andet felt hele tiden.

Nu kan det godt være, at Nemesis kommer efter mig med en hel spandfuld åreknuder, overgangsalder, teenagerproblemer og bil, køleskab og fryser går i stykker, men indtil da, må jeg bare lige sige: Jeg GLÆDER mig til at fylde 40. Bare kom an dit dumme tal!