onsdag den 7. marts 2012

Rygekabiner og privatskoler


Jeg bliver træt allerede på forsiden af avisen. Lars Løkke Rasmussens rygekabine kostede 4-5 gange så meget som den, Venstre brugte en masse tid på at skælde sundhedsminister Mette Gjerskov ud for. Mette Frederiksen har sendt sit yngste barn i privatskole.


Hvad rager det mig? Hvad betyder henholdsvis 150.000 og 34.000 kroner i det danske statsbudget? Udover at det selvfølgelig er urkomisk og at rygning i det hele taget er ulækkert, så er det ikke politik. "Jamen, det er jo signalværdien," er der så nogen, der øffer. Øf bare løs, det er stadig spild af tid. Det er heller ikke politik at rode Mette Frederiksens skolevalg ind i debatten. Jeg er helt overbevist om, at hvert eneste skolevalg eller skoleskift foretages på baggrund af lange overvejelser, og jeg er helt ligeglad med, hvilke overvejelser, Mette Frederiksen har gjort sig om det.

Hvis vi nu ikke havde større problemer at bekæmpe, så kunne vi snakke om alt det fnidder, men der er stadig noget helt galt med Danmarks konkurrenceevne, stadig stor ledighed, folk der bliver fyret, huse, der ikke lader sig sælge og alligevel byer, der er for dyre til at huse lærere og pædagoger i ejerboliger. Der er sagsgange så lange, at udsatte børn, psykisk syge unge og syge i almindelighed har glemt, hvad de fejlede, inden de bliver udredt. Det var bare lige top-of-mind.
Det der opgør med krævementaliteten, som der også er gryntet højt om, det har trange kår, så længe vi åbenbart alle sammen føler, at vi er blevet ruinerede på grund af et par rygekabiner. Nu er det pludselig vores ret at få de penge retur, gerne af politikernes egne lommer.

Jeg synes heller ikke om passiv forsørgelse, men jeg kan virkelig ikke lide den hetz, og den folkestemning, der breder sig mod folk, der tilsyneladende snylter på MINE skattekroner. Der er ikke noget, der hedder MINE skattekroner - det er nogen, der er betalt til fællesskabet, for at VORES samfund kan hænge sammen.

Det var lige dagens harme - beklager at den gik ud over trofaste læsere.

1 kommentar:

Kloge kommentarer: