onsdag den 15. februar 2012

Matas-quizzen

Når jeg står overfor en Mataspige kan jeg se mig selv udefra - og jeg kan se, at hun også er i tvivl, om vi overhovedet tilhører samme art. I går havde jeg ellers flottet mig og købt både dag- og natcreme fra Clinique. Alligevel ville hende den stribede fra Matas lige høre, om jeg var opmærksom på deres øjencreme også. Det var jeg ikke og jeg syntes samtidig, at jeg havde bidraget rigeligt til hendes kasseomsætning, men hun insisterede på at finde en prøve til mig. Det måtte hun selvfølgelig gerne, selv om det aldrig er rart at blive påmindet om sine øjenrynker af person, der er halvt så gammel som en selv. Mit stadie af rynkeforebyggelse kan nok nærmere betegnes som rynkereparation, i for sen erkendelse af, at heller ikke jeg gik fri af først "fine linier" og senere nærmere "furer" i ansigtet.

Krydsforhøret sluttede imidlertid ikke her, men nu begyndte det til gengæld at blive absurd: "Ved du godt, hvilken finger, musklerne er svagest i?" Det kunne jeg måske godt have regnet ud, hvis jeg ikke stod med utålmodige børn og en butik proppet med andre kunder - men hvorfor overhovedet prøve? Jeg havde tabt til den stribede med det glatte ansigt og den perfekte mascara under alle omstændigheder. Hun håbede heller ikke, at jeg vidste det. "Det er ringfingeren," sagde hun triumferende. "Derfor skal du smøre øjencreme på ved at duppe FORSIGTIGT med ringfingrene under øjnene - hvis du bare smører det på, trækker du i huden og får flere rynker!"

OK, måske sagde hun ikke 'flere', men jeg er sikker på, hun tænkte det. Hun tænkte nok også, at det var godt, hun selv havde smurt sig grundigt ind i alle former for forebyggende cremer, så hun ikke behøvede stå som næsten 40-årig og duppe forsigtigt med ringfingrene UDEN at trække i poserne under øjnene. Hun plirrede hele tiden sødt med øjnene, men jeg begyndte at få lyst til at stille hende modspørgsmål, som for eksempel "Ved du hvad den russiske præsident hedder?" eller "Ved du hvad PET står for?"

Jeg gjorde det ikke, for jeg havde nu en meget travl teenager ved min side og hans telefon havde bippet flere gange med alle de venner, der havde måttet undvære mobilkontakt, mens vi var i biografen. Jeg takkede og var på vej væk, men så FORTSATTE quizzen: "Er du med i Club Matas?" "Nej." "Jamen du får point for alle dine køb, svarende til 10% rabat!" Åh den indre krejlerjyde måtte kæmpe mod den ydre omstændighed, at teenager ikke orkede at vente mere. Krejleren vandt naturligvis og spørgsmålene denne gang var nemme: "Hvad er din mail-adresse og mobilnummer?" SÅ fik jeg endelig lov at gå udstyret med tre plastickort og en påmindelse om at gå hjem og oprette mig med flere oplysninger på clubmatas.dk. Jeg skulle altså også have lektier for. Nu ligger kortene her og stirrer på mig, mens jeg endnu ikke har fået duppet mine øjenposer med noget som helst og da slet ikke fået oprettet mig i de stribedes klub. Meeeeen 10% det er alligevel en slat, så det skal nok ende med, at jeg gør det.

Nu plages jeg i øvrigt af tanker om alle de gange, jeg har hvilet ansigtet i hænderne og trukket øjnene skæve som en kinesers - alt sammen på grund af den ældgamle børnevits om, hvorfor kinesere har skæve øjne. Der var jo ingen, der sagde, at man fik rynker af den vits dengang vel?

1 kommentar:

  1. Mon det er en del af deres uddannelse, eller de ér bare sådan af natur, de der mataspiger? Sådan nogle der lige med klar og tydelig stemme, påpeger ens knap så heldige sider. Som de så selvfølgelig har en creme, med en kilopris som på guld, til at rette op på!

    SvarSlet

Kloge kommentarer: