En event, der trænger til modernisering

I denne weekend var vi til yngstens gymnastikopvisning i tre stive timer, og det endda selv om vi smuttede to timer før arrangementet sluttede. Der er flere ting ved konceptet, som er uforandrede siden min barndom, omend vi dengang kunne være i det lokale forsamlingshus og alle kendte gymnastikforeningens formand, som havde en stemme så gennemtrængende, at enhver brug af mikrofon og højttalere var overflødiggjort. Nu bor jeg et sted med så mange børn, at formanden må holde sin pinefuldt lange takketale i pivende mikrofon og med let søvndyssende effekt.

Set med eventbrillerne på, ville jeg nok starte med at fjerne den formelle indmarch, og ikke mindst det der fanehalløj, som får det hele til at minde lidt om en militærparade. Ingen tvivl om, at Pia Kærsgaard ville nyde at se den karske blomst af den danske ungdom foran Dannebrog, og hvis vi samtidig afsang nationalsangen, ville den sidde lige i skabet. Det gjorde vi dog ikke - i stedet foregik ind- og udmarch til nøjagtigt den samme lidt for kække marchmelodi med fløjtetriller, som jeg straks genkendte fra 5-6 år tidligere, hvor det var en af drengene, der gik til gymnastik. Jeg ved godt, at tricket med indmarchen tvinger forældre og bedsteforældre til at være tilstede som minimum fra start og indtil eget afkoms hold har været på gulvet, men der må være andre og mere tillokkende muligheder. Let's face it, de fleste af os kan kun se charmen i eget barns udfoldelser.

Det bringer os videre til næste punkt på dagsordenen. Begivenheden består af en endeløs række kolbøttehold, og der er nok bare grænser for variationsmulighederne indenfor disciplinen kolbøtter, selv om holdene er iført forskelligtfarvede dragter for dog at give de tilstedeværende mulighed for at spotte eget yngel. Den ultimative ydmygelse er far/mor-barn holdene, hvor forældre er med til at hive ungerne rundt i de evindelige kolbøtter. En vigtig grund til, at jeg aldrig har deltaget i sådan et hold med risiko for at have hele omegnen til at beskue mig i gymnastiktøj til opvisningen.

Hvad kan man så gøre? Tjah, man kunne måske starte med at lægge noget blødt på de betontrappetrin, man sidder sin røv i laser på. Hvis man samtidig hævede temperaturen bare en smule og simultant hævede kvaliteten af kaffen fra cafeteriet, så begynder vi at nærme os noget tåleligt. Det kunne også komme på tale at slå nogen af de kolbøttende børn sammen, således at begivenheden kunne løbe af stabelen på lidt kortere tid. Endelig ville det være en fordel med bedre netdækning, så man i det mindste kan gå diskret på Facebook, mens nogle af de andre hold slår deres kolbøtter.

Jeg sender al ære og respekt for dem, der er til fodboldstævne hver eneste weekend. Samtidig vil jeg gerne takke mine børn for ikke at have valgt denne sportsgren. Og så må jeg selvfølgelig sige, at mindstebarnets glæde ved arrangementet lettede lidt på trivialiteten.

Logistikpark og toppemarked

Den bus, der går gennem mit lille hjørne af Aarhus, som reelt ligger udenfor Aarhus, har endestation i Logistikparken. Hver eneste gang, jeg har set den gennem det sidste år, har jeg tænkt på, at det var et ord, som fortjente sit eget blogindlæg. Jeg ved ikke, hvad Logistikparken er, men jeg tror nok, det ligger ude omkring Harlev. Jeg ved heller ikke helt, hvad Harlev er. Derimod kan jeg forestille mig, at det er et lidt trist sted, hvorfra der udspringer en masse busser, lastbiler og brede lige veje. Sådan et lidt industrielt område, hvor en kløgtig stadsingeniør har tænkt, da de kom til navngivelsen, at det er simpelt hen for trist, så vi kalder det noget med park. "Hvad med Logistikparken?!" har hans yngre assistent foreslået, og alle har klappet i hænderne og enstemmigt vedtaget det. Det er selvfølgelig ren teori, men eftersom der er forslag fra samme kant om at kalde en spritnyetableret by lidt nord for Aarhus for Nye, så kan man forledes til at tro, at der mangler lidt ungdommelig fantasi i afdelingen for navngivelse af lokationer i Aarhus Kommune. Det vil under alle omstændigheder være lidt af en joke at bo i Nye om 50 år, når den er blevet gammel. Heldigvis har man nu lagt det ud til en konkurrence i befolkningen at finde på et navn til byen.

Kunsten med at sammenstille et lidt kedeligt ord med noget smukt eller eksotisk er et velkendt trick. Det kan for eksempel aflæses i Bilkas reklamer (R.I.P. Mærsk McKinney Møller), hvor jeg har bemærket en tendens til at kalde noget for et marked, hvis der er tilbud på mere end en vare i samme kategori. Tag for eksempel toppemarked fra denne uges tilbudsavis (Altså ikke at jeg læser den slags - men når nu ældsten får leveret for mange reklamer til sin rute... så er det jo næsten spild ikke lige at skanne dem, før de ryger ud.)

Det oser ikke ligefrem af sydlandsk bazarstemning, bare fordi man kalder det et marked vel? Eller endnu bedre: Jeg mener bestemt, der har været tilfælde af Bakkemarked, hvor man kan få 3 gange valgfri bakke kød fra slagteren for en hund. Altså som i hundrede kroner - ikke i naturaliehandel.

Prøv at begynde at lede efter bizarre ordsammenstillinger i dine omgivelser - de er der overalt! Jeg vil meget gerne høre dine bedste!

Konfirpanik

Jeg lever og er her endnu. Ganske vist er jeg ovre på Den Anden Side - trådt ind i de ukendte og sagnomspundne 40'ere. Slut er det med at besvare spørgeskemaer som 30-39-årig og jeg er nu i kategori med de midaldrende. Faktisk er det dog slet ikke det, der optager min tid og (begrænsede, tenderende til det forkalkede) hjerneaktivitet pt. Næh efter en skøn og dejlig fødselsdagsfest, er der nu alvorligt kort tid til den næste store dag: Konfirmationen!

Jeg havde udsat de fleste tanker om den, til jeg var på Den Anden Side, men nu har jeg haft min første panikdrøm - hvilket indikerer, at jeg er begyndt at fokusere på Konfimationen. Jeg drømte, at vi på den store dag glemte at tage billeder, at det regnede og at vi ikke kunne finde gæsterne! Kan det mon hænge sammen med 1) At vi glemte at tage billeder til min fødselsdag? 2) At der var sludsne om morgenen på denne dag? 3) At vi gik og troede, at vi havde inviteret til konfirmation klokken 13, indtil en høflig gæst gjorde opmærksom på, at der stod 12.30 på invitationen? Tænk hvis vi kom klokken 13 og alle gæsterne var gået igen, fordi der var låst og lukket klokken 12.30!

Selv om der rent faktisk er overordnet styr på det meste, er der en tendens til, at de manglende detaljer fylder lige så meget som hele arrangementet ville have gjort i mit hoved. Det er som om, at hjernen vil tillader de løse ender at optage al ledig kapacitet, så selv når der kun er én løs ende tilbage, vil den endnu være i stand til at koste en søvnløs nat. Det er da egentlig uretfærdigt! I vågne timer kan jeg godt sætte problemer i proportionel størrelse i forhold til hinanden, men om natten kan tanken om, at vi ikke har tænkt på bordkort fylde lige så meget som den kendsgerning, at der er begrænset fryserkapacitet til den italienske isbuffet, som vi har bestilt! Alt andet lige en noget større udfordring. Til de implicerede: Vi lover at finde en løsning, som ikke indebærer, at det bliver italiensk milkshake-buffet i stedet for!

Faktisk glæder jeg mig mest af alt til at fejre min store dreng. OG det er genialt at holde to fester tæt på hinanden, fordi man ikke får følelsen af, at "ØV, nu er det hele overstået," når der en ny begivenhed at se frem til. Jeg er sikker på, vi får en fremragende dag (med billeder, tørvejr og værtsfamilie, der ankommer on location før gæsterne!)

PS: Vi er enige om, at sangskjulere er totalt old school og ikke noget for seje drenge, ikke?! IKKE?!