En event, der trænger til modernisering

I denne weekend var vi til yngstens gymnastikopvisning i tre stive timer, og det endda selv om vi smuttede to timer før arrangementet sluttede. Der er flere ting ved konceptet, som er uforandrede siden min barndom, omend vi dengang kunne være i det lokale forsamlingshus og alle kendte gymnastikforeningens formand, som havde en stemme så gennemtrængende, at enhver brug af mikrofon og højttalere var overflødiggjort. Nu bor jeg et sted med så mange børn, at formanden må holde sin pinefuldt lange takketale i pivende mikrofon og med let søvndyssende effekt.

Set med eventbrillerne på, ville jeg nok starte med at fjerne den formelle indmarch, og ikke mindst det der fanehalløj, som får det hele til at minde lidt om en militærparade. Ingen tvivl om, at Pia Kærsgaard ville nyde at se den karske blomst af den danske ungdom foran Dannebrog, og hvis vi samtidig afsang nationalsangen, ville den sidde lige i skabet. Det gjorde vi dog ikke - i stedet foregik ind- og udmarch til nøjagtigt den samme lidt for kække marchmelodi med fløjtetriller, som jeg straks genkendte fra 5-6 år tidligere, hvor det var en af drengene, der gik til gymnastik. Jeg ved godt, at tricket med indmarchen tvinger forældre og bedsteforældre til at være tilstede som minimum fra start og indtil eget afkoms hold har været på gulvet, men der må være andre og mere tillokkende muligheder. Let's face it, de fleste af os kan kun se charmen i eget barns udfoldelser.

Det bringer os videre til næste punkt på dagsordenen. Begivenheden består af en endeløs række kolbøttehold, og der er nok bare grænser for variationsmulighederne indenfor disciplinen kolbøtter, selv om holdene er iført forskelligtfarvede dragter for dog at give de tilstedeværende mulighed for at spotte eget yngel. Den ultimative ydmygelse er far/mor-barn holdene, hvor forældre er med til at hive ungerne rundt i de evindelige kolbøtter. En vigtig grund til, at jeg aldrig har deltaget i sådan et hold med risiko for at have hele omegnen til at beskue mig i gymnastiktøj til opvisningen.

Hvad kan man så gøre? Tjah, man kunne måske starte med at lægge noget blødt på de betontrappetrin, man sidder sin røv i laser på. Hvis man samtidig hævede temperaturen bare en smule og simultant hævede kvaliteten af kaffen fra cafeteriet, så begynder vi at nærme os noget tåleligt. Det kunne også komme på tale at slå nogen af de kolbøttende børn sammen, således at begivenheden kunne løbe af stabelen på lidt kortere tid. Endelig ville det være en fordel med bedre netdækning, så man i det mindste kan gå diskret på Facebook, mens nogle af de andre hold slår deres kolbøtter.

Jeg sender al ære og respekt for dem, der er til fodboldstævne hver eneste weekend. Samtidig vil jeg gerne takke mine børn for ikke at have valgt denne sportsgren. Og så må jeg selvfølgelig sige, at mindstebarnets glæde ved arrangementet lettede lidt på trivialiteten.