At blive nummer to

Vi går egentlig ikke op i sport herhjemme, men når Danmark nærmer sig en finaleplads lukker vi alligevel den indre patriot ud og følger med helt uden at være i stand til at komme med intelligente kommentarer - men er der nogen, der er det? Og i går blev vi revet med - helt og aldeles. Som i hoppede rundt, råbte og skreg så den arme nyerhvervede kat på et tidspunkt nervøst gemte sig under sofabordet.

Det var EDDER-ærgeligt, at Danmark ikke vandt, når det nu var SÅ tæt på. Men hvorfor er det mon så svært at være glad for at blive nummer 2? Nummer 2 i verden! Det er da vildt imponerende. Men det er ikke guld. Måske er det ligesom at have kandideret til et job og blive ringet op og få at vide, at man blev nummer 2? Der er sølv virkelig ikke ret meget værd.

Jeg synes faktisk, det er OK at stræbe efter at blive nr. 1, når man er så god til noget og arbejder så hårdt for det. Værre er det, at et stort antal talentløse mennesker også gerne vil være nummer 1 eller i hvert fald ublu stiller op til forsøg på at blive nummer 1. Her tænker jeg selvfølgelig på Talent og X-factor. Det bekymrer mig, at mine børn får associeret talent til noget, der foregår på en scene. De bliver også præsenteret for et udskillelsesløb, hvor de dårlige bliver hånet, mens de bedste  langsomt skilles fra.

Nu er der ikke meget tv-show over at være talentfuld indenfor matematik, skak eller at være fantastisk dygtig til at tegne. Og jeg kunne jo også bare forbyde mine børn at se talentshows. Men jeg vil gerne se det! Det er topklasse underholdning at se andre stille deres manglende talent til skue og fællesforarges over, at de kan finde på at stille op.

I skolen skal børnene også lære at stille op - om ikke i talentshows, så skal de fra en meget tidlig alder lære at fremføre deres emne eller mening. Noget, der har kunnet få mine til at ligge søvnløse flere nætter før. De har nemlig ikke scenetalent. Jeg håber ikke, definitionen på talent bliver forrykket efter tv's misbrug af ordet.