Midtjylland ligger lige der, hvor Jylland er tykkest. Nu i mere end en forstand. 58% er moderat eller svært overvægtige. Gisp - jeg falder godt nok i det eksklusive mindretal på de 42%, selv om jeg har de klassiske 2-5 kg, som jeg altid gerne vil af med.
Eksperterne er overraskede - chokerede, ja jeg tror endda en af dem gik så vidt som til at sige, at hun mente, der må etableres en informationskampagne! Uha, godt jeg sidder ned. Det var dog et radikalt forslag!
Det er ikke mere information, der er brug for. Jeg vil vove den påstand, at en betragtelig del - hvis ikke alle de 58% - udmærket er klar over, hvad der er sundt og usundt. Problemet er, at lysten til at synde ikke kommer fra bevidstheden. Chokolade udløser dopaminer i kroppen - nydelsen og trangen til hurtig tilfredsstillelse overdøver meget nemt en planche fra Sundhedsstyrelsen om, at det var bedre at spise snackgulerødder.
Hvad skal vi så gøre ved de elendige gamle urinstinkter i kroppen, som hellere vil have hurtig tilfredsstillelse end langvarig sundhed? Vi er nødt til at lære med kroppen, hvad det vil sige at få energi fra noget andet end hurtige kulhydrater. Hvis vi ikke kan nå at redde os selv, skylder vi i det mindste vores børn at lære dem at mærke forskel på et lynhurtigt sukkerrush og en langvarig mæthed fra havregrød. Det er trods alt dem, der skal finansiere de fedmeoperationer, der indtil videre er systemets eneste reelle bud på symptombehandling af denne folkelidelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: