Kattemor

Vi har fået en kat. Flere års tiltagende argumentation fra især husets nu 12-årige har resulteret i, at ca. 3 kg pelsbeklædt egenrådighed flyttede ind lige efter jul. Jeg var nu ikke svær at overtale, men nu er det også fem år siden, jeg fik mit tredje og sidste barn og det var på tide at udvide flokken. Gad vide, hvad der sker på næste naturlige tidspunkt for familieforøgelse? Kanin? Marsvin? Vandrende pinde?

For jeg står i et vadested her efter 10 år på arbejdsmarkedet, tre børn og en hulens bunke mursten som udgør rammen om mit forstadsliv. De sidste 10-12 år føles som om, de startede i går og nu er tiden som småbørnsmor faktisk forbi. Men så er det jo godt, man kan få en kat, mens man spekulerer over, hvilke mål man skal sætte sig for resten af tilværelsen.

Jeg kan godt blive lidt inspireret af dens ukuelige arrogance og selvoptagede evne til komplet at ignorere omgivelsernes forventninger til den. Hvis den ønsker at vandre en tur hen over spisebordet, så er det da fløjtende ligegyldigt, at der står et menneske og himler op om, at man skal ned fra det bord NU. Samtidig er han til fals for kæl og klap. Nus mig og jeg spinder omgående. Ingen nag, ingen læring, intet påtaget forsøg på at opføre sig rigtigt.

Jep, Watson er en inspirationskilde indenfor feltet selvbevidsthed.