Har du rost din veninde i dag?

Hvad sagde du, sidste gang du roste en veninde? Sagde du, at det var sejt, hun magtede rent hus, syge børn, zumba, spændende arbejde og var ved at planlægge en kæreste-weekend? Eller roste du hendes uplukkede øjenbryn, den knasende lyd og klistrende fornemmelse under fødderne, da du gik rundt i hendes stue og dellen, der blev skubbet op af den lidt for stramme bukselinning?

Kan det tænkes, at hun har en forventning om et indholdsrigt og meningsfuldt job, en familie hvor mand og børn er glade og ser godt ud i et hjem, der altid ser parat ud til at modtage uventede gæster. Gæster fra den uendelige liste af interessante venner, som kommer forbi til spændende mad og udveksling af dybsindige samtaler, mens børnene leger i fred og fordragelighed. Har du noget at gøre med denne forventning hos hende?

Eller er forventningerne vores egne, vores mænds, vores uddannelsers eller vores arbejdsgiveres? Er det den historie, vi fortæller om os selv eller hører hos andre kvinder? Er vi en forkælet generation, vokset op med stigende velstand og mulighed for at få det hele? Skal vi vælge, kan vi vælge og vil vi vælge? Eller skal arbejdsmarkedet indstille sig på, at når de veluddannede kvinder i fremtiden får flere lederposter, så bliver det muligt for alle at arbejde 30 timer og have frihed til at få sit arbejds- og privatliv til at hænge bedre sammen?