Samfundsborger eller mor?

I Danmark bryster vi os af velfærd og viden og verdens bedste uddannelser. Vi har travlt, men arbejder faktisk mindre end man gør i mange andre lande. Til gengæld arbejder kvinderne også. Vi har ferieuger og feriefridage, omsorgsdage og barns sygedage, afspadsering og overarbejdstillæg. Udmærkede rettigheder alle sammen, som gør det lettere at få et familieliv til at hænge sammen.

Jeg har i 3½ år været på en meget omtalt arbejdsplads, som netop har nedlagt 3000 stillinger i Danmark. Regnestykket var simpelt. Danskere er for dyre, ikke bare til produktion, men også til udvikling og administration. Jeg har fuld forståelse for beslutningen, og jeg håber, den bliver et wake-up-call til Danmark: Nej, vi har ikke verdens bedste uddannelser, vi har ikke bedre hjerner end kinesiske og indiske ingeniører og vi er slet ikke konkurrencedygtige i forhold til lønninger og effektivitet i Asien.

Der er to kræfter, der trækker i hver sin retning af mig: Jeg vil skabe gode rammer og et ustresset liv for mine børn, det kunne for eksempel være ved at være på nedsat tid og eventuelt offentligt ansat. Men jeg vil også skaffe penge til Danmarks fortsatte vækst og vej ud af finanskrisen. Det er nok også derfor, jeg aldrig rigtig ved, hvem jeg skal stemme på. Jeg er ramt af Clemenceaus ord: "Den der ikke er socialist som 20-årig mangler hjerte. Den der stadig er det som 30-årig mangler forstand." Jeg er både 20 år indeni og næsten 40 i objektiv alder.

Nå, der slap det ud. Jeg er ikke længere den Amnesty International og Greenpeace støtte, som jeg var i gymnasiet. Der sad jeg trofast og skrev breve til verdens diktatorer som Amnesty International opfordrede til. Og mit Greenpeace joggingsæt fra slut-firserne blev vasket til ukendelighed og endte i en UFF container. Jeg er voksen med både realkredit, pensionsopsparing og kernefamilie - men der må da være et bedre alternativ end Lars Løkke? Jeg mener, i går kom han til at sige, at det så sort ud for indvandrerdrengene på en uddannelsesinstitution i Slagelse...