Jeg er gået i gang med et projekt, der er lidt selvmodsigende. Jeg har tilberedt over 100 pandekager til den der ikke begivenhed, vi skal fejre om en lille måned. Samtidig har jeg besluttet, at jeg til samme begivenhed skal være en lidt mere fit og opstrammet version af mig selv. Så mens pandekageosen hænger i hele huset, snitter jeg en hvidkålssalat med gulerødder, æbler, sukkerærter og mandler. Senere skal jeg martre mig selv med at bage boller, kager og pølsebrød, mens jeg gerne skulle tabe lige så mange kilo, som de mængder hvedemel, jeg forarbejder til lækre sager.
Gyldne middelveje og alting med måde fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg kan ikke spise en halv pose slik eller nippe til et par bidder kvalitetschokolade med højt kakaoindhold. Nix, mere vil have mere og derfor fungerer det bedre at gå askesevejen, gå et andet sted hen, når det rituelle Disney-slik serveres og ignorere, at her er et slik- og sodavandslager til festen fra Tyskland, selv om mine børn ikke forsømmer at gøre mig opmærksom på det hver eneste dag.
Jeg ved godt, at der bare skal en træt dag eller en hyggelig venindefrokost til, så glemmer jeg mine principper. Lige nu er jeg topmotiveret og fyldt med gode intentioner. Og nu står det her, at man kan forvente en mere smækker udgave af mig om mindre end en måned og det forpligter. Det bliver jeg nødt til at leve op til. Der skulle jo også gerne være et vacuum til at mæske sig i pandekager lige den dag.
Måske skulle jeg lave en sund valgmulighed til den brunch. Det er da lidt ironisk, at vi pr. definition forkæler hinanden med lækre syndige sager, selv om mange egentlig gerne vil være sunde. Nej, der skal være kalorier i en brunch.
Kære venner, jeg tror ikke jeg har nogen pointe i dag. Min hjerne er gået på weekend, den vender forhåbentlig snart tilbage. Indtil da, hav en fortryllende weekend derude.
Held og lykke med opstramningsprojektet :)
SvarSletJeg starter hos en diætist, NU skal det altså være. Håber at nu hvor jeg går hjemme, så har jeg tiden og overskuddet til at få kørt nogle ordentlige mad - og motionsvaner ind. Som om!
God weekend til dig!