1) Vinterens forhåbentlig sidste sne er samlet til vinterens forhåbentlig sidste sneborg. Den der er tilbage ligner dekorativ marengs og det er pænere end ukrudt.
2) Vi har indkøbt 25 m grøn dug og jeg har besluttet et skovbundstema som pynt til vores fest. Her er vi og jeg brugt helt korrekt. Vi = begge var med, jeg valgte, mand betalte og slæbte sæk med duge hjem fra JYSK. Jeg = skovbundstema kræver et minimum af kendskab til flora og forskellen på anemoner og agurkeplanter. Det er kun mig, der behersker denne egenskab. Faktisk var det sådan, at han fik det fjerne blik og overlod dekorationen trygt til mig, inden jeg nåede til servietterne.
3) Klokken er halv fem, men sollys vælter ind i stuen og fedtfingre, kattehår og støvkorn står skarpt og tydeligt frem. Watson har skiftet middagslursyndlingsstolen ud med en plads i vindueskarmen. Derfra kan han både soignere pels og holde øje med rivaliserende katte i haven. Jeg tror nemlig, han har fået en kattekæreste nede fra nr. 7. Et yndigt trefarvet eksemplar, som kommer og gør sig til på terrassen, for at få ham ud at lege. Han har spillet kostbar i kulden, men nu er han igen med på at spæne rundt i haven og snuse hende i begge ender.
PS: Der er også sket en udvikling i sagen om badeværelsesvinduet. De mørke pletter er vasket i Rodalon og hvem ved snart, hvad det dog skal ende med. Måske er det også et forårstegn med al den foretagsomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: