Man er nået langt i efterligningen af den menneskelige hjerne og forleden var der en computer ved samme navn som min kat, der klarede sig ret godt i Jeopardy. Det er selvfølgelig på ren logik og ræssonnement, for jeg vil vædde med, at den ikke grinede af værtens eventuelle vitser eller kom med kvikke bemærkninger i smalltalk runden i begyndelsen.
Jeg kunne også godt bruge lidt mere følelse i vores GPS. Den kølige og tålmodige stemme kan næsten drive mig til vanvid, når den bare gentager: "Beregner ny rute", i stedet for f.eks.: "Nu har du kørt forbi den vej tre gange dit kvaj." Ja ok, det ville nok også blive lidt irriterende i længden, men man får jo alligevel et slags forhold til den kølige damestemme, benævner hende ved navn (vores hedder Gerda Pia Svendsen) og tør efterhånden ikke køre nye steder hen uden hendes iskolde overblik. Så en smule mere personlighed kunne hun da godt udvise.
Vi har også en Buzz quiz til Playstation og må sige, at de har fanget lidt af fidusen. Der er en runde, hvor man kan drille modspillere ved at ramme dem, så de mister point. En gang spillede min mand og jeg mod min søster og fordi vi blev ved med at prøve at få ram på hinanden, spurgte Buzz-værten om vi var gift eller hvad? Se det er god elektronikhumor.
Mit Wii Fit spil er meget høfligt og det er jeg ved nærmere eftertanke godt tilfreds med. Ellers kunne jeg forestille mig udtalelser som: "Kan du overhovedet holde balancen, når du går?" eller "Du burde næsten være død, med den Wii Fit alder, du har." I stedet kommer den med diskrete sundhedstips og minder mig om, at min vægt har stået stille med ganske få udsving, siden den kom ind i huset for 658 dage siden. Hrmph. Det værste er, at maskineriet godt kan give mig dårlig samvittighed, når det nævner, hvornår det sidst har været tændt. Altså der sidder jo nok ikke en derinde bag skærmen og holder øje med mig (eller gør der?), men den har lidt den effekt alligevel.
Tænk hvis indkøbskurven sagde "STOP her er kalorier nok til din familie i en hel uge, men hvis du tager den pose chips op, er det ok". Den slags bliver der eksperimenteret med, og det synes jeg er smart. Altså den behøver måske ikke at råbe det, men kunne jo skrive det på et display. Eller kunne man forestille sig, at bilen sagde: "Hey nu har du kun kørt 4 km de sidste 10 ture, kunne du ikke have taget cyklen?"
Der skulle selvfølgelig være mulighed for at slå meddelelserne fra, når man fik pip, men jeg tror på, det ville gøre en forskel. Ægte menneskelige følelser har ikke noget at gøre i elektronik, men vi er lette at narre til at lytte efter "personen" i vores gadgets, hvis den ellers kommer med brugbare facts. Det er da smart.
Vi er i bund og grund meget autoritetstro - lissom dem, der konsekvent sætter deres ure til at være 3-5 minutter foran, fordi de i farten "glemmer" det og dermed har bedre chancer for at komme til tiden eller i tilpas god tid.
SvarSlet