"Vi" betyder nogle gange noget andet

Jeg bringer en afsløring i dag og jeg mener den vil lette kommunikationen mellem mænd og kvinder. Der findes en række eksempler på, at det lille ord vi, sagt af en kvinde til sin mand, faktisk betyder du. F.eks. opdagede jeg i søndags nogle mørke pletter på badeværelsets trævindue. Uden egentlig at tænke over det, sagde jeg: "Skal vi ikke se at få givet det noget nyt olie?" Dermed mente jeg på ingen måde, at jeg selv havde tænkt mig at gøre det. Ikke desto mindre ville jeg gerne have med i budskabet, at det skulle være den linolie med svampemiddel i og jeg vidste lige, hvor den stod. Det var lidt af et dilemma, for det skulle jo nødig lyde som en ordre.

Det blev mandag og der var ikke rigtig sket noget. På et tidspunkt skulle min mand ud af døren, og jeg sagde henkastet, at vi måske skulle få den linolie ind fra skuret  i varmen, hvis den nu havde fået frost. Det gav positiv respons, dog af en anden karakter end ventet. Han fandt noget sandpapir og sleb pletterne af. Linolien står også indenfor nu. Men så sker der ikke rigtigt mere.

Helt enkelt er det heller ikke, for hvis jeg siger: "Skal vi finde ud af noget med sommerferien?" så betyder det "Jeg har en rigtig god idé og jeg har allerede fundet fire tilbud, skal vi gå videre med et af dem? Jeg synes forresten det skal være nr. 3, men jeg skal jo ikke bestemme det hele."

Vi har egentlig en udmærket forståelse for, hvornår vi betyder du eller jeg, og vi har i det store og hele fordelt det huslige lige mellem os. Men jeg kan alligevel ikke lægge vanen fra mig med at sige vi om noget, der overhovedet ikke betyder vi.

I går aftes så jeg et reality TV2 program med den nye twist, at nogle koner har byttet mænd i en uge. Der var et eksempel på en kone, der havde konkluderet, at kvindesagen gik ud på, at hun skulle sidde på sin flade, mens manden gjorde rent, lavede mad, vartede op, vaskede tøj og ryddede op. Således korrumperet stod han alene for driften af en hel familie incl. teenagebørn. Han var studerende og hun var dramalærer og havde flest timer ude af huset.

Det ville nok ikke have været så specielt med omvendte fortegn. Jeg ved, at der er mange kvinder, som står for det hele derhjemme, og at situationen fra tv derfor virker mere overraskende. Han ønskede faktisk mere hjælp til det huslige, men alle hans vi'er forblev jeg'er. Hele familien var bare dybt indgroede i vanen med, at det var far, der lavede det hele.

Hvorfor sidder jeg så og bliver mere irriteret på hende fra tv end de mænd, der ikke deltager? Det er helt sikkert hende, der er hovedforsørgeren. Er det fordi kvinde er kvinde værst? Det troede jeg, jeg var for god til. Eller er jeg misundelig? Nej, jeg har mine domæner og nægter f.eks. at overgive vasketøjet til nogen, der ikke behandler det med respekt.

Jeg tror egentlig bare, jeg blev irriteret over, at de var havnet i sådan en ureflekteret vane uden at begge var helt tilfredse. Så pyt med, at der skulle en historie med omvendte fortegn til for at åbne øjnene for det. Det kan godt betale sig at få etableret ground rules, men også at tage dem op en gang i mellem. Det kunne jo være, at vi også nogle gange kunne betyde vi i ordets oprindelige betydning.

Men jeg ved nu stadig ikke rigtig, hvordan vi kommer videre med linolien? Altså den med svampemidlet som står i bryggerset nu. Måske skulle vi stille den ud i badeværelset...