I have a confession to make

Der kommer noget pinligt frem i dette indlæg. En last jeg har, som slet ikke er alderssvarende. Jeg vil  forsøge at forklare den, før jeg indrømmer den, og før I kategoriserer mig samme sted, som dem der kan lide countrymusik, tyrolerhatte, æbleflæsk eller Hansi Hinterseer.

I 8. klasse fik jeg en ny dansklærer. Det var lige efter mine forældres skilsmisse og jeg manglede muligvis en faderfigur i det østrogene univers, jeg var efterladt i med en enlig mor og tre storesøstre. Derfor tog jeg det meget alvorligt, hvad han sagde.

Jeg har en del kaos omkring mig og det gør godt at rydde op i hovedet med f.eks. et spil Tetris. Når man har dannet lige rækker, forsvinder rodet simpelt hen og vender ikke tilbage i samme form! Det er fantastisk. Men det er ikke det, der er min last.

Der var også engang, mine rudekuverter lå i uorganiserede bunker og jeg mener faktisk, min mand var tiltalt af min manglende organisering. Men der har jeg skuffet ham, for jo mere ydre kaos i form af børn, jo mere har jeg fået behov for at organisere det, der kan organiseres. Papirer i ringbind og rent vasketøj i skuffer. Selv om det er et evighedsprojekt, så giver det mening at putte ting tilbage på plads, at få det uorganiserede organiseret, at sætte system på ting, der kan systematiseres. Børn kan ikke! Så i takt med, at vi har fået dem, er jeg måske nok blevet mere og mere patetisk i mit forsøg på at kontrollere andre ting.

Og nu til tilståelsen: Min dansklærer fra 8. klasse sagde, at vi aldrig, ALDRIG måtte springe over en kryds-og-tværs opgave, når vi så en. Der var nærmest ikke grænser for, hvad man kunne lære af sådan en, både om stavning, koncentration og synonymer.

Jeg har næsten aldrig forbrudt mig mod hans ord. I hvert fald har jeg husket på ham med et snert af dårlig samvittighed, når jeg alligevel har sneget mig udenom en. Det er min hemmelige last - eller i hvert fald en af dem. Nu skal I ikke prøve at trøste mig med, at det da ikke er så slemt og at det er der da mange der gør, fx jeres mormødre. For jeg ved, at jeg falder udenfor målgruppen, når nogle af de løsningsord, man skal finde frem til er teksten til Solitudevej.

Det giver ro og orden i mit hoved at få ordene til at gå op. Og jeg elsker ord. Jeg vidste også allerede i 8. klasse, at jeg skulle være noget med ord. Men krydsord er ikke særlig funky. Det er meget sjældent, man har brug for at slynge en italiensk flod på to bogstaver ud eller bliver spurgt, om man har et synonym for ordet galant. Var det så Sudoku, det er ligesom lidt mere acceptabelt og prestigefyldt at være god til tal. Det må også være nemmere at skjule, hvor evnen kommer fra. Men jeg har prøvet, og det siger mig ikke noget.

Nu er det ude. Døm mig ikke for hårdt! Måske er der nogen, der kender til et sted for Anonyme Krydsordsløsere? My name is Mai and I am a crossword addict.