Skrid samvittighed

Tilbage til emnet - jeg synes, jeg har registreret en stigende navlebeskuende tendens i min blog, som jo skulle handle om kvinders livsvalg, roller og den slags fine ting. Dog tror jeg stadig, at de kommer til udtryk i alle de små handlinger og tanker, der tilsammen udgør hverdagen.

Samvittighed er en af forskellene på mig og min mand. Ikke sådan, at han ikke har nogen, men hans er knap så dårlig som min. Jeg vil gerne stå på god fod med børnene, miljøet, rengørings- og oprydningsstandarden, de fattige og ulykkelige, omgangskredsen, de jordskælvsramte, familien, indtaget af sunde fede fisk og grønsager, haven, konditionstallet, bilen og ikke at forglemme manden. Det er måske lidt vel meget at gabe over, men så er det jo godt, vi kvinder kan multitaske.

Men jeg har også en lille mistanke om, at den der dårlige samvittighed kan udvikle sig til en kronisk kombineret sovepude og klods om benet. Som om man får sine synder forladt ved lige at nævne den dårlige samvittighed. Også når der ikke er noget at have den over. Jeg har ofte besøgt andre (kvinder), som pr automatik har taget imod med et "Undskyld her roder sådan", selv om jeg ikke kan finde skyggen af rod i deres hjem.

Jeg er bange for, at ved at have den som fast følgesvend mister man handleevnen og initiativet. Måske er der ligefrem en omvendt proportional sammenhæng mellem hvor meget, man snakker om sin dårlige samvittighed og indsatsen man gør, for at gøre noget ved den?

Hver gang, jeg er brudt hulkende sammen om aftenen over, at vores børn skulle tilbringe otte stive timer i institutionen og altså flere vågne timer der end hjemme, har min mand haft et afvæbnende argument: "Se på dem, de ser da ud til at have det godt." Det har været svært at modbevise.

Samvittighed kan også være refleksion og den skal ikke glemmes. Men der er ingen grund til at hænge sig i ting, der ikke sådan lige lader sig ændre. Eller sagt som Louise har sammenfattet det i sin blog: Skrid sorte slyngel! Tak for det motto.