Nær ved-oprydning

Når man skal nedbringe antallet af arbejdsulykker, er det en god idé at registrere nær ved-ulykker, altså situationer, som var lige ved at gå galt, men ikke gjorde det. Derved kan man analysere sig frem til farlige situationer og undgå dem fremadrettet.

Jeg vil begynde at registrere nær ved-oprydning herhjemme. Men med det omvendte formål at komme frem til, hvad der skal til, for at det rent faktisk bliver til oprydning. Eller næstbedst at gøre langt fra-oprydning til nær ved-oprydning. Nær ved-oprydning er det fænomen, der gør, at ting kommer hen i nærheden af deres plads. Det praktiseres især af manden her i huset. Et kamera bliver lagt oven på en kommode i stedet for nede i en skuffe. Næsten tomme kufferter nærmer sig døren til det rum, de har deres plads i. Snavset tøj er mere langt fra-oprydning. Det lander ofte meget langt væk fra vaskemaskinen.

Jeg kunne også registrere de gange, nær ved-oprydning bliver til oprydning, for at komme fænomenet til livs. I aftes blev jeg nemlig overrasket over, at den ene kuffert var tømt, fordi jeg forudså, den ville blive liggende utømt indtil jeg med et martyragtigt suk ville tømme den og hvis det ikke var nok måske få et hosteanfald, mens jeg gik forbi resten af familien og bar deres sure sokker til vask.

Måske var det fordi, jeg er glad og feriemæt. Måske er det fordi, jeg for en gangs skyld nogle gange når at sige: "Skal jeg lave pandekager?" før der bliver plaget "Må vi ikke nok få noget sliiiiik?" Det føles så meget bedre at være i offensiven end defensiven, hvor jeg slynger automatiske nej'er ud fra autopiloten uden egentlig pædagogisk sigte, men i ren refleks.

Nær ved-oprydning kunne altså - i dette tilfælde, og jeg ville være varsom med at generalisere - ændres til oprydning ved at jeg, som den største fan af orden i huset, udviste lidt mere tolerance og blev positivt overrasket. For jeg ryder naturligvis altid selv helt op med det samme.

Der er også et andet tegn: I går sagde min mand, at han overvejede at kassere en plasticpung, som har tjent som husholdningspung i vores nysammenflyttede liv i 1996 og siden overgået til ansvaret for udenlandsk valuta. Lynlåsen er i stykker og det var nødvendigt at opbevare den i en plasticpose. Men nu overvejede han altså at smide den ud, hvilket er et stort fremskridt. Når man tænker på, at vi har flere kubikmeter ubrugelige kabler, elektroniske dimser, beslag, cykellygtedele, foruden det på loftet som jeg vælger at ignorere, fordi jeg ikke kommer der.

Der er også noget med øjnene der ser. Og her tror jeg igen, jeg må erkende en forskel på mænd og kvinder. Vores fem-årige datter kan ikke sove, hvis Kitty ligger forkert i forhold til hovedpuden, ligesom hun fra en meget ung alder har organiseret sit værelse efter sit eget system. Ikke et voksen-logisk system, men ve den, der ved en fejl ændrede ved opstillingen af udklippet papir, perlearmbånd, lego-dyr og en enkelt dukketrøje arrangeret i et smykkeskrin.

Det har aldrig rigtig sagt drengene noget. Eller dvs ældsten fandt ret tidligt et system til at imødese sin mors umættelige trang til orden: Han overleverede jævnligt alt sit skrammel til sin lillebror og dermed også ansvaret for at holde orden i det. Lillebroderen tog gladeligt imod og problemet var blevet forskudt til et lille menneske, man ikke kunne pålægge så stort et ansvar for oprydning endnu. Smart.

Som med så meget andet må jeg indse, at er det mit behov er det også mit projekt. Og hvis de bare anede hvilke mængder sorte sække, jeg har smidt ud, når de ikke var hjemme. Det er ikke alting, der egner sig til at blive debatteret. Og har man ikke savnet noget i fem år, kommer man nok heller ikke til det de næste fem. Lad mig tage vores LP-samling op som undtagelsen, der bekræfter reglen en anden gang. Den tør jeg nemlig ikke røre.