En af vores venner var kortvarigt gift, og vi nåede kun at møde hans kone et par gange. Alligevel tjener hun som et symbol for mig på, hvor galt det kan gå, når den indre controlfreak får for meget magt. Det er særligt en bestemt replik udtalt med stor indignation, jeg husker. Vores ven var ved at rydde af frokostbordet og var nået til at lægge osten på plads i køleskabet. Der lyder et højt råb fra den anden side af bordet: "DET ER IKKE OSTEHYLDEN!" Jeg glemmer heller ikke det opgivende blik i vores ven øjne. Staklen kunne ikke se forskel på ostehylden og køleskabets andre hylder.
På et andet tidspunkt, kort efter vi var flyttet sammen holdt min mand en herrefrokost. En af vennerne skulle have udtalt, at man kunne se på det afsyrede karlekammerskab, at der var flyttet en kvinde ind. Nu var det tilbage i 90'erne, hvor afsyret træ var hot. Jeg måtte give ham ret i, at jeg aldrig rigtig havde stødt på et upraktisk tonstungt stykke afsyret møbel hjemme hos andre end kvinder.
Så er der planter. Jeg er faktisk ikke ret god til planter, men jeg synes, de er vældig hyggelige og skal være der. Derfor foregår det sådan, at jeg jævnligt smider dem ud og køber nye, når de dør. Hvis min mand havde boet alene, havde der givetvis ikke været planter, for han kan ikke se dem - det er en form for neglekt.
Skal jeg være helt nøgtern tror jeg faktisk ikke, jeg kan huske et eneste IKEA-besøg, som det ikke er mig, der har taget initiativ til. Jeg har også set om ikke det opgivende blik, så en resignation i blikket hos min mand, fordi han er ligeglad med, om badeforhænget skal være hvidt eller gråt. En slags Du-får-ret-Jeg-får-ro-blik.
En ting kan dog splitte os: Jeg bliver hånet for Marimekko-dugen og det er nærmest en vandrehistorie, at jeg har givet 1000 kr for tre meter voksdug. Men jeg elsker den jo på en måde, der ikke kan forklares! Jeg vil også gerne have en flowerpotlampe og mener stadig, det er at bevæge sig under ostehylde-grænsen. Men det er godt at have den som rettesnor - ostehylden.
Jeg går til bekendelse :-) Vi har en mejerihylde, en pålægshylde, en konserveshylde, ligeså vel, som vi har frugt og grønt i skufferne.
SvarSletDette skyldes, at jeg var træt af, at finde gamle åbne pakker med hamburgerryg omme bagerst i køleskabet. Med pålægshylden, bliver alt spist og det er nemmere at se, hvad der skal købes ind :-) Så selvom vi godt kan blive enige om, at der er noget kontrollerende over det, så er der også noget praktisk :-)
Mht. Ikea, så er vi kvinder jo kendt for at være mere pyntesyge end mænd. Det gælder vores hjem, såvel som vores udseende. Derfor lægger vi også mere mærke til rod og uorden. Tror vitterlig ikke min mand ser den slags! Men det gør jeg! :-) Hvorfor have et nyindkøbt kosteskab (fra Ikea), hvis man ikke stiller støvsugeren derind efter brug? Det skal lige siges, at kosteskabet ikke var min idé ;-) Men et praktisk indslag fra min mand, som så alligevel lader støvsugeren stå fremme til min store irritation...hm...visse ting, skal man nok bare lade ligge...Det kan være det ændre sig, den dag han selv falder over den :-) Og det med Marimekko dugen, kunne jeg altså også have fundet på. Glemmer aldrig mit første måltid hos min kære mand i hans lejlighed...Der skulle jo dug på, for det elsker kvinder jo (!) Så skide da være med om den har ligget i tørrertumbleren, er mere krøllet en afrohår og har stearinpletter :-)
Jeg synes tit jeg hører kvinders kommentarer i forhold til mænds gøren og laden i køkkenet. På den dårlige måde. Jeg tænker livet er for kort til negativitet omkring hvad der ligger hvor.
SvarSletMen lur mig om ikke jeg også ville skrige højt hvis nogen ændrede på mine vaner. Det er jo som om at det man selv er vokset op med, er den rigtige måde at gøre tingene på.