Jeg har vist fået bevæget mig lidt væk fra emnet her. Jeg ville jo egentlig gerne skrive noget intelligent om balance mellem arbejde og privatliv, værdier og meningen med det hele. Men det paradoksale er, at jeg først har fået tid til at skrive om disse tanker, efter jeg er blevet fritstillet fra et krævende arbejde. Jeg var sådan set røget på hovedet i fælden med alt for mange ønsker og krav til mig selv og alt for lidt tid til at udføre dem i.
Det er der jo ikke noget unikt ved. Det er nærmest larmende almindeligt at have høje forventninger til sig selv. Balancen mellem interessant liv og et liv, man selv kan følge med til er som en knivsæg. Stadierne op til farlig stress har traditionelt været prestigefyldte. Et udsagn som "Jeg kan simpelt hen ikke overskue at holde kontakt med alle mine venner, samtidig med mit arbejde og min familie," siger jo i hvert fald om afsenderen, at vedkommende HAR mange venner. Hvem vil være Kedelig Knud fra Shu-bi-dua sangen? Når jeg kommer ind, går blomsterne ud - og når jeg holder fester, kommer der ingen gæster. Nej vel?
Men der er tegn på, at tid er den nye prestigefaktor. Tid til sig selv, tid til at gøre ingenting, tid til at være. Dog i begrænsede mængder. Der skal jo ligesom være noget at holde pause fra - ellers er det ikke en pause. Jeg gad egentlig godt kunne sætte noget af den vidunderlige tid, jeg har nu ind på en tidskonto, som jeg kunne trække lidt på, når jeg en dag igen befinder mig der, hvor der er lidt mere automatpilot og lidt mindre tid til at tænke. Mens jeg opfinder sådan en, planlægger jeg også en lille fest - og håber, der kommer bare en enkelt gæst, gerne flere. For hvem ved, om jeg finder overskud til at holde fest, når jeg ikke har tid længere?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: