Bilkabims

Jeg tror egentlig ikke, at jeg fremstår specielt fobisk, men der er altså en ting ud over parkeringshuse, jeg ikke kan lide. Den anden ting er Bilka. Selv om det tager brodden lidt af det at tænke på den som ”Den store blå døgner,” som jeg har hørt, at nogen (Helle, var det ikke din far?) kalder den.

Fredag havde jeg et ærinde i Tilst og fik den fatale tanke, at jeg da lige kunne købe ind i Bilka, nu jeg var der. Det sker måske en gang om året, hvilket for mit vedkommende åbenbart er nok til at glemme, hvorfor jeg ikke kan lide at være der. Det er ikke som parkeringsramper, der sidder i kroppen i op mod 10 år, men bare sådan et let ubehag, som går over, når jeg går ud derfra igen.

Jeg går rundt med et fjernt blik, fordi alting virker til at være langt væk. Derfor er jeg nogen gange lige ved at tørne sammen med enten mennesker eller hylder helt tæt på, fordi jeg ikke har lagt mærke til dem. Det er noget med manglen på frisk luft og flugtveje sammen med virkeligt store bogstaver, som udpensler, at der er 50 bananer for latterlige 49,95 eller noget i den stil. Jeg ved det ikke, for jeg får ikke læst det. Lyde og lys bliver lidt uvirkelige og jeg går rundt i en osteklokke. Måske er det fordi, hele stedet bare skriger FORBRUG så højt, at jeg ikke vil høre det. Hvad vil du have, en vaskemaskine eller et spabadekar? En ost i 2 kilos klassen eller cirka 300 bleer? Bilka har det og det koster nærmest ingenting. Men hvorfor bliver det så alligevel altid dyrt, når man når til kassen?

Eller er jeg i virkeligheden bange for forlegenheden, hvis jeg skulle møde nogen, jeg kendte? Så kunne vi begge stå og sige, at vi ellers aldrig kom der, men lige kom forbi. I mit tilfælde ville det næsten være i overensstemmelse med sandheden, men hvorfor skulle den anden tro på det? Og hvorfor skulle jeg tro på ham eller hende? Kvinder lyver jo, og det gør mænd også, bare om nogle andre ting.

Tilbage til turen fredag: Først skulle jeg finde en indkøbskurv, for selv om jeg ikke var cyklet, var jeg opsat på at overholde del 2 af mit indkøbsprincip om ikke at købe mere, end der kan være i en kurv. Der er ikke ret mange kurve i Bilka, hvor det er mere velset at pløje rundt med en indkøbsvogn på størrelse med en lille bybil. Måske gælder loven om udbud og efterspørgsel her, for der er tyverisikring på indkøbskurvene, mens man ikke behøver putte en mønt i vognene? Kurvene er måske mere eftertragtede i det kriminelle miljø?

Det krævede en langdistancevandring i alle verdenshjørner at samle de få ingredienser, jeg skulle bruge. Jeg gik målrettet mod kassen og tænkte, at det var da ikke så slemt endda. Men så kom jeg i tanker om, at jeg ville have en ny badevægt.

Det er ikke fordi, jeg tror på, at soen bliver federe af at blive vejet, men omvendt kan jeg heller ikke argumentere for, at den bliver tyndere af ikke at blive vejet – eller af at blive vejet unøjagtigt. Den gamle vægt har udsving på op til 6-7 kg alt efter hvilken flise, den står på, og selv om det føles rart at finde en gunstig flise, så føles det ikke helt velfortjent at opnå et godt resultat på den måde.

Altså startede jeg en vandring i modsat retning fra kasserne, for først at pløje gennem elektronik uden held, få den idé, at det måske var ovre ved shampoo og sæbe, men det var det heller ikke. Tilbage i elektronik fortalte en overbærende medarbejder let undrende over mit spørgsmål, at vægte var ovre i Havecentret. ”Altså personvægte?” skulle jeg lige sikre mig, fordi jeg ikke umiddelbart kunne finde en god grund til at veje sig i haven. Men den var god nok: ”Alt til bad er ovre i Havecentret,” gentog han tålmodigt.

Måske har de bare en anden opfattelse af det indlysende i Tilst. Jeg opgav at forstå Bilkalogikken og fandt en vægt i havecentret. Måske kan den minde mig om, hvorfor det er, jeg ikke skal tage i Bilka. Indtil jeg glemmer det igen.