Parkeringshuse – eller prøvelser i panic management

I sandhed et traumatiserende emne, jeg har valgt i dag. Der er særligt en bestemt hændelse, som har sat sig dybe spor. I går mærkede jeg, at den endnu ikke er glemt efter godt 8 år. Hændelsen fandt sted i Magasins parkeringshus i Århus, mens jeg var på barsel med mellemstemand, som var ca. ½ år. Han var en ret fredelig baby og jeg havde observeret andre have autostole med fredelige babyer med sig både her, der og alle vegne. Således havde jeg besluttet mig for at tage ham med mig til tandlæge. Men jeg havde glemt, at det var tæt på jul og at det selv om formiddagen var en umulighed at finde parkering i byen.

Jeg ankom tilstrækkeligt kæk til kortautomaten og klarede i strakt (meget strakt) arm at få min p-billet uden at stige ud af bilen. Inde i parkeringshuset sneglede bilerne sig rundt i en lang slange på udkig efter tomme pladser. Tandlægetiden nærmede sig og den ellers så fredelige baby troede måske, trods kun 1½ tandstump, at det var ham, der skulle til tandlæge. I hvert fald valgte han at sætte i et øresønderrivende hyl og ansigtskuløren skiftede hurtigt til højrød, mens kroppen i den lille flyverdragt stod i så meget flitsbue, som det kan lade sig gøre i en autostol.

Uheldigvis var jeg lige kørt op ad en rampe, hvorpå der var stilstand i trafikken. Lad mig bare sige, at kombinationen af koblingspunkt og skrigende baby, som nægtede sut, også ændrede min ansigtskulør dramatisk til det mørkere. Nu skulle jeg faktisk have været hos tandlægen, men lige pludselig var der ganske enkelt ikke noget koblingspunkt i bilen! Jeg sværger, hver gang jeg koblede til og gassede op som en sindssyg, gled jeg bare baglæns, tættere og tættere på en meget stor og meget dyr bil bagved mig. Som dyttede. Men det kunne jeg næsten ikke høre for nu blålilla og ikke spor fredelig babys hyl.

Jeg var nødt til at bide al skam i mig, stige ud og bede om hjælp. Rar mand i stor bil (eller måske snarere meget nervøs mand, som holdt meget af sin bil) hoppede ind bag mit rat ved siden af baby, som næsten havde skreget sig hæs, men fandt fornyet styrke ved at vildtfremmed mand overtog mors plads – og på mirakuløs vis indfandt koblingspunktet sig i samme øjeblik igen i bilen og han kørte den op ad rampen. Den elendige humørsyge gamle møgspand. Vi fandt en p-plads til møgbilen med hjerterne oppe i halsen og ankom til den flinke tandlægesekretær mere oprømte end tandlægepatienter normalt er. Hun tilbød at passe meget opkørt baby, som aldrig havde hørt om fredelige babyer, der sidder i autostole og pludrer, mens mor får tilset tænder. Alligevel kunne jeg sagtens høre hans hyl ind i mellem tandrens og pudsning.

Når jeg genoplevede det hele i går, var det fordi, jeg skulle til samme tandlæge og parkere i samme p-hus, dog denne gang uden baby, men nu i nyere og større bil. I mellemtiden har jeg lært det trick, at der næsten altid er ledige pladser i kælderetagen i Magasins p-hus, men det var der ikke i går. Således måtte jeg starte opstigningen helt op til 3. sal og for hver rampe mindedes jeg dengang, jeg hang fast på midten af en af dem. Jeg overlevede dog denne gang både opstigningen (uden hjælp) og tandlægebesøget, men jeg kommer aldrig til at holde af nogen af delene.

Jeg kommer heller aldrig til at holde af parallelparkering, så derfor vedbliver jeg at konfrontere min egen panikangst i p-husene i Århus, i håb om en dag at opdage, at jeg er kommet helt over den. (In my dreams).