Blog Knockout

Jeg har lige læst Mari-Louise Jonssons bog Fuck Forbrugerne - en kritik af forbrugerskabt indhold og web 2.0. Tankevækkende indspark her i blog-universet, hvor alle stræber efter 15 MB of fame. Så kan den oven i købet bestilles gratis på envision.dk. Den har samme pointe som Andrew Keen's The cult of the amateur: Blogs, Wikipedia, Facebook, Twitter og alle andre sociale medier er på vej til at detronisere kulturelle og politiske eksperter til fordel for "wisdom of the crowd".

Envisions bog er mere om forbrugerinvolvering, der har taget overhånd i en grad, så man ikke bare kan bestille et par Nike sko, men selv skal ind og designe farvesammensætning og snørebånd. Det er sådan set ikke forbrugerne i sig selv, der er under lup, men de store brands, som for enhver pris har kastet sig ud i at tækkes forbrugere ved at involvere dem. Ikke altid med lige stor succes, for let's face it, der er nogen, der har mere forstand på skodesign end forbrugerne. Bogen opfordrer de store aktører til at filtrere lidt i eller måske helt fjerne forbrugernes uforbeholdne mening og agiterer for, at forbrugere er ved at være trætte af at skulle lave det hele selv. Forbrugere vil gerne have viden fra troværdige kilder og forventer at få den fra producenten.

Bloggere, twittere og Facebook brugere får denne medfart i kapitlet Privatliv 2.0:

"Vi krænger sjælen, følelserne og os selv ud over skærmene. Og motivationen må være opmærksomhed, at virke interessante og angsten for at blive overset i en verden af rigtig mange almindelige mennesker, der ofte ligner os selv. For dagbogen er flyttet væk fra papiret og ind på Facebook og de mange dagbogs-blogs; skriftestolen er flyttet væk fra kirken, kæresten og den bedste ven og ind på de digitale medier [....] Vi jager opmærksomheden. Og er bange for at sidde offline og kun kunne høre os selv."

Jeg føler mig lidt ramt. Måske krænger jeg ikke hele min sjæl og mit legeme ud på skærmen, men jeg labber opmærksomheden i mig som varm mælk (ok, dårligt eksempel, jeg hader mælk, særligt varm mælk og det giver virkelig dårlig ånde) og elsker at få feedback både her og på Facebook. Og jeg hader virkelig at være offline. Jeg tror simpelt hen, der sker så mange spændende ting på internettet, mens jeg er væk, at jeg går glip af en masse ved at trække stikket ud. Men jeg har altså også prøvet at komme hjem fra ferie og kun finde spam i min inbox og konstatere, at internettet lever videre, også uden mig.

Hvis der ikke var så mange irrelevante hits på Google, ville det være nemmere at finde frem til det, man leder efter. Hvis ikke alle havde en mening om alting og gerne ville skrive en bog/blog/tweet, ville det være nemmere at finde en velfunderet ekspertmening om noget, som faktisk kræver en vis indsigt.

Men hvorfor blogger jeg så og tilfører mere information fra ikke-ekspert kilde? Måske fordi vi kommunikationsfolk lider under det kollektive eksistensparadoks, at vi ikke rigtig er eksperter i noget indhold - men netop i form. Så nu ved jeg det: Jeg vil være ekspert i blogs, Facebook, Twitter, alle de former, moderne kommunikation kan antage. Jeg vil i hvert fald ikke se mig sendt til tælling af et par eksperter og kritikere af web 2.0. Hvis nu bare alle de andre kunne klappe i, så ville det jo også være lettere at finde frem til os dygtige amatører ... og dem er der masser af, bare tjek min blogliste.