Efterlysning af et ord

Min datter er efterhånden det mest oplagte bud på, hvem der skal fejres, hvis vi inviterer til pigefødselsdag her i huset. Men jeg kvier mig ved at slippe betegnelsen pige og holder gerne både pigefødselsdag og tøseaften. Det er ikke (kun) i benægtelse af min efterhånden fremskredne alder, men fordi "kvinder" er sådan nogen, som synes det er en super frisk idé at opstille en kussomat, som andre kvinder kan gå ind i for at få taget et billede af deres køn og få det uploaded på kvindekenddinkrop.dk. But why? Jeg er nok ikke målgruppen, men jeg sværger, at jeg synes, det er uinteressant og jeg ville have det på samme måde med resultaterne fra en eventuel pikkomat.

Så jeg gider ikke rigtig være en kvinde. Så er der dame - det er sådan jeg bliver omtalt, hvis andres børn gungrer indkøbsvognen ind i mig i køen: "Pas nu på, du ikke skubber til damen." Jeg kigger mig altid om efter en ældre dame med uldhue og en frakke, som matcher den, hendes lille Fido har på ude på hundekrogen udenfor butikken. Men så går det op for mig, at det er mig, der menes. Jeg kan også godt finde på at sige det samme, hvis det er mine børn, der er uterlige i indkøbskøen.

Jeg må nok efterhånden modstræbende gå væk fra pige, nægte at associere mig med kvinde (medmindre det er som en samlet betegnelse for alle af hunkøn) og dame går heller ikke. Men hvad så? Kone? Det er jo betegnelsen for f.eks. en tøjstil, der er kendetegnet ved stramme leggings og oversize t-shirt i et forsøg på at skjule både dette og hint. Dertil kunstlæderjakke og praktisk kort frisure. Det betyder selvfølgelig også, at man er gift, men det er ikke rigtig længere en identitet i sig selv. Fru Systemudvikler Oechsle - nej, jeg har jo ikke en gang hans efternavn, så den går heller ikke.

Det er noget lettere med mænd. De er først drenge, så mænd. Der er koner og mænd, kvinder og mænd, damer og mænd, og så er der selvfølgelig også herrer, men det er vel efterhånden kun Hr. Mærsk McKinney Møller, der rigtigt kan bære den titel.

Måske skal jeg bare vente på, jeg bliver til en dame eller begynde at opføre mig som en. Men det ville jo som minumum kræve at jeg anskaffede mig en lille sur hund med frakke og begyndte at promenere den ved stranden. Det ville også kræve mindst ét par lidt for korte garbadinebukser med pressefolder. Altså er det også udelukket og jeg er ikke engang sikker på, at det kommer af sig selv med alderen.

Vilkårene for at få et nyt ord til at bryde igennem er nok ikke de bedste. Altså må jeg være en pige til jeg dør, eller finde på den perfekte nye betegnelse, som alle bliver nødt til at tage til sig. Det skal være sådan én, der er lidt ungdommelig, men alligevel udstråle en vis modenhed og erfaring. Smart og klog, fjollet og selvironisk. Det skal dække fra ca. 20 til 60 år, for derefter er dame muligvis ok. Nogen bud?