Hvis jeg skulle glemme, hvad der er forskellen på mænd og kvinder, kan jeg bare kaste et blik på mine børn. De har de samme ydre betingelser, men godt nok ret forskellige måder at forvalte dem på. I morges lå min datter og jeg og vågnede langsomt og så kom dagens første tanke fra hende (og hos hende kommer de fleste tanker direkte ud gennem munden): "Mor, det er kun dig her i familien, der har hår, der dufter godt." Den solede jeg mig lidt i - uden at nævne, at det nok er fordi, drengene bruger uparfumeret Minirisk og jeg bruger en lidt parfumeret dyr frisørshampoo. Drengenes registrering af mit hår begrænser sig til måske at spørge, om jeg er blevet klippet, hvis jeg spørger, om de kan se en forandring.
Da vi fornylig skulle i badeland, var min datters første kommentar: "Yes, så skal jeg have mit Bratz badetøj på," (Staklen får kun lov til at have merchandise på som bade-, nat- og undertøj, hvilket selvfølgelig kan forklare noget af glæden) hvorimod drengene gerne ville se billeder og have fakta om højden på vandrutchebanerne, især om de evt var højere/vildere/længere end nogle af dem, de tidligere havde prøvet.
Værelserne: Min datter har en mening, og vel også en slags smag, omend den går mest ud på varianter af glimmer, lyserød og lilla gerne tilsat Hello Kitty. Drengene har en computer hver og hvorfor skulle der hænge noget på væggene, når man nu mest er der for at spille computer eller sove?
Er det så bare pyntesyge, der skiller kønnene ad? Det er ikke direkte noget, hun har arvet fra mig, for jeg tror ikke, der var mulighed for at gennemleve et ordentligt prinsessestadie dernede i unisex-70'erne. De kjoler jeg havde var mest til ære for hjemmefotografen og ofte i praktisk hjemmestrikket akrylkvalitet. Noget der foranledigede ildrøde kinder på de fleste af de opstillede fotografier, fordi jeg kampsvedte inde i de kjoler. Så hvis der var en prinsesse, der ville udleves, blev hun nok undertrykt dengang.
Det gør man ikke længere. Prinsesser er hot og unisex er not. Når man lige er fyldt fem i hvert fald. Jeg tænker, at den skal have fuld skrue, for så går det jo nok over igen en dag. Der er så den lille problematik, at hun er ret lys, så når hun er klædt i lyserødt, kan man ikke rigtigt se, hvor tøjet slutter og huden begynder og der kommer der lidt julegris over hende. Endnu en grund til at få fasen udlevet og overstået.
Jeg gjorde den fodfejl at tage hende med til Pomp de Lux homeparty forleden dag. For hvert forslag, jeg stillede, valgte hun det mest rosa alternativ og det blev en lang proces at arbejde hende over mod det mere petroleumsblå. Men homeparties som sådan er da vist i øvrigt en anden af forskellene. Har man nogensinde hørt om mænd, der holder værktøjs-homeparty? Med en mand fra Harald Nyborg, der demonstrerer det nyeste powertool, mens den mandlige vært deler øl og peanuts ud, og gæsterne ud fra kataloger beslutter, hvad de vil købe og i hvilke farver?
Jeg er glad for, det ikke er 70'erne mine børn vokser op i. Det kan godt være, vi voksne stadig kan være bange, men vi deler det ikke med dem i lange lange bange sange. Der er ellers nok en del mere at være bange for og der er lettere adgang til informationen om det, der er at være bange for. Men der er alligevel mere lov til at være drenge og piger (indtil de i en alt for ung alder bliver små mænd og kvinder), men den tid den glæde.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at der er nogen der har glæde af de penge, jeg spenderer på hårshampoo.
Det er da derfor jeg bedst kan li kvinder, fordi deres hår dufter godt. Tænk at jeg skulle finde ud af det ved hjælp af en 5årig.
SvarSletJeg elsker når folk skriver om forskelle mellem mænd og kvinder, drenge og piger. Mest for at se om jeg vil kunne genkende mig i noget af det. Men jeg var altså en meget bred pige dengang med mange interesserer. Jeg legede både med dukker, barbie, men også med playmobil og lego.
Det er lidt som om jeg har en indbagt tvillingebror som også ville med. Eller måske fordi at min storebror skulle jo have playmobil, så derfor var muligheden for mig at lege med det.
Jeg kunne godt tænke mig at lave et eksperiment med at man hver for sig lukkede en dreng og en pige ind i en legetøjs butik, og så se hvad de gik efter for at lege med. Det ville være mest sjovt hvis de aldrig har haft påvirkning af andre selvfølgelig, og den dag sker forhåbentlig aldrig.
Det blev en lang kommentar, men det er lidt spændende det med mænd og kvinder.