fredag den 18. marts 2011

Der er så meget, kvinder ikke forstår

Men det sker altså også, at jeg ikke forstår andre kvinder. For eksempel forstår jeg ikke smoothies. De får mig altid til at tænke på Niels Hausgaards beskrivelse af makrelguf: ”Det er jo tøwwe fra fabrikken” (tøwwe
= tygget, red.) Altså hvorfor ikke bare tygge den frugt selv? Man behøver jo heller ikke spise alle 6 på en gang. Det kan da næsten kun give en, skal vi sige, meget aktiv mave og en masse sukker.


Jeg forstår også godt, at sundhed er blevet til en religion, men hverken religioner eller andre bevægelser tager sig godt ud i fanatiske dimensioner. Derfor forstår jeg heller ikke raw food. Jeg mener efterhånden, vi efter adskillige tusinde år kan konstatere, at ild som tilberedningsmetode er en evidensbaseret praksis. Derfor virker det ikke som om, det er specielt naturligt at drikke spinatshakes med gulerodssaft til.

Jeg hørte en i fjernsynet sige, at når man først havde oplevet det velvære, hun fik af rå grøntsager, så skulle man nok blive overbevist. Det er bare lidt mærkeligt, eftersom det senere er kommet frem, at der er en del vitaminer, som vi slet ikke kan optage fra grøntsager i rå form. Men enhver er selvfølgelig salig i sin tro, og hvis den indbefatter at fornægte brugen af ild ved tilberedning, så er det ok med mig.

Jeg forstår godt sushi som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at rå mad smager mærkeligt, men en ægte raw food freak er vegetar, så den glæde får jeg for mig selv. Jeg synes ellers, det giver ualmindeligt meget velvære at spise sushi og drikke kølig hvidvin.

Men sundhed er ikke det eneste, jeg ikke forstår. Der er også to indledninger til sætninger, som stort set kun bruges af kvinder, som  jeg heller ikke forstår. Den ene er ”Ikk’ for noget, men…” Ok, men hvis det ikke er for noget, kan man så ikke bare lade være? Eftersom sætningen tit fuldendes med noget kritisk, tænker jeg, pyha, tænk hvis nu det var for noget, hvor slemt mon det så skal stå til?

Den anden indledning jeg ikke forstår er: ”Er det bare mig, eller…” Her følger en selvfølgelighed, som det naturligvis aldrig bare er den enkelte, der ”er”. Det kan være ”Er det bare mig eller er det ikke for dårligt, når alle hundeejere lader hundelortene ligge på mit fortov?”  Jeg gør det ikke, men jeg har nogle gange lyst til at sige: ”Ja, det er kun dig i hele verden, alle vi andre er enige om, at hundelorte på fortovet er det mest fantastiske og vi betragter dem som gødningsgaver til vores jordbærbede.”

Det er faktisk en trøst at tænke tilbage på seminaret om, at kvinder lyver. For det forklarer rigtig meget af det ovenstående:

Smoothies: Det er sikkert rigtig, at der er nogen, der mikser en velsmagende smoothie hver morgen, men at de derefter får en utrolig energi og overhovedet ikke er sultne resten af dagen - kan det virkelig passe?

Raw food: Måske passer det ikke, at der ikke er noget bedre end en rå paté af champignons, selleri og broccoli. Måske kan tilhængerne endda finde på at koge en enkelt gulerod i smug.

”Ikke for noget..” Det er jo løgn i sig selv, for det er altid for noget, ellers skal man holde sin mund.

”Er det bare mig...” Er også løgn, for du antager ikke, at det bare er dig, du forventer faktisk at de fleste vil bifalde og bekræfte dig i, at det ikke bare er dig.

Og alt hvad jeg skriver her er ganske vist, jeg lyver jo ikke… (Men jeg siger ikke, hvad jeg gav hos frisøren i går. Specielt ikke i betragtning af, at ingen i min familie uopfordret kan se forskel og kun modstræbende kan se det efter opfordring.)

2 kommentarer:

  1. Spot on ! - selv om jeg er ret glad for smoothies ;)

    SvarSlet
  2. Faktisk tror jeg ikke at kvinder,mænd,hunde tror på dem selv når de siger "Er det bare mig" Jeg tror det handler om at de ønsker at være en del af et fællesskab når de siger det.

    Smoothies smager jo godt, men bestemt som alt kan man sige at når først nogen går amok inden for et område, så kan det måske være svært at forstå hvis man ikke har smagt den rigtige smoothie. Det er lidt lige som om man kan li kvinder eller mænd. ;-)

    SvarSlet

Kloge kommentarer: