Kunsten at have en hemmelighed

Denne uge er der count-down til den ikke-begivenhed som jeg tidligere har skrevet om. Det er en type ikke-begivenhed som - hvis det var en begivenhed - hos nogle ville afstedkomme æresport og naboers morgensang. Det ønsker vi os ikke og med en position overfor en genbo som ved alt om alle og taler med alle er det en lille smule problematisk. Dertil kommer, at naboen er en frisør, som udover at klippe og vandondulere blåhårsdame-segmentet også ved rigtig meget om, hvad der rører sig i andedammen.

Således skal jeg enten i nattens mulm og mørke eller på tidspunkter, hvor de enten ikke er hjemme eller har for travlt med at tale med kunder, hjembringe 30 liter juice, 5 oste- og pølsefade, en lille kubikmeter sodavand og øl, 12 bagerbrød, knap 100 stk frugt og en ikke uanselig mængde blomster. Dette skal ske uden at vække opsigt og uden at blive spurgt, om vi er bange for, at en hungersnød rammer Egå indenfor de næste par måneder.

Vi har gjort os rigeligt bemærkede på bryllupsfronten her bag ligusterhækken. Mens vi var helt nytilflyttede kom der en søndag en af vængets andre beboere og ringede på. Han inviterede til "lidt godt til maven" kl. halvsyv i morgen, han var nemlig lige blevet gift. Der var almindelig uro i baggrunden og da jeg (uvist af hvilken årsag, men jeg skal vende tilbage med en teori) spurgte: "Er det om morgenen?" blev det åbenbart modtaget som "Er det i morgen?" og den søde rare nabo nikkede bekræftende og ilede videre.

Godt så, jeg delte det glade budskab med min mand. Han stillede sig undrende overfor tidspunktet, men det er her teorien om, at jeg havde en slags slumrende bevidsthed om, at morgensang og bryllupper er tæt forbundne ude i forstæderne kommer ind i billedet. For mig gav det perfekt mening, at det selvfølgelig skulle overståes, så folk kunne nå at komme på arbejde mandag til normal tid.

Således blev hele familien vækket tidligt, mindstemands viltre morgenhår vandkæmmet (vi havde kun ham dengang) og vi vandrede fra nr. 1 til nr. 11 iført vores stiveste puds. Der var godt nok stille og kun ham med campingvognen, som altid sad og nød sommermorgener på en bænk under køkkenvinduet var oppe. Men de andre måtte vel komme lige om lidt. Så vi ringede på.

Det var først nanosekunder efter vi havde ringet på, at det gik op for os, at der var noget galt. Der var FOR stille denne smukke sommermorgen. En hund begyndte at gø bag døren, vi havde ringet på. Endelig dukkede der en brudgom op med søvndrukne øjne og iført boxershorts.Ganske rigtigt kunne det flinke menneske fortælle os, at det godt nok var om AFTENEN kl. halvsyv, de gerne ville servere rester af bryllupsmaden for deres naboer. Han var flink nok til at påtage sig skylden for misforståelsen, men hvor må han have klasket sig selv på lårene af grin, da han havde lukket døren. "Hahaha, de nye amatører oppe fra nr. 1 troede det var om morgenen - har du hørt noget lignende?" har han sikkert sagt til sin brud og så har de haft noget at snakke om længe.

Der var virkelig virkelig langt tilbage til nr. 1, og i mellemtiden var alle andre tilsyneladende stået op og havde regnet ud, hvad vi dog lavede nede i bunden af vænget på det tidspunkt. Heldigvis var vi velkomne om aftenen igen og var det helt store samtaleemne. Men det er vel forståeligt nok, at vi ikke har mod på en gang morgensang fra folk, der i den grad må have en opsparet hævnlyst. Så nu mangler jeg lige en idé til, hvordan jeg skal bortforklare lugten, når vi i weekenden laver scrambled eggs med 21 pakker bacon... Anyone?