Farvel fagforening

Jeg kan tydeligt huske mit første møde med Fagbevægelsen. Jeg var sommerferieafløsende serviceassistent for ISS på Aalborg Sygehus Syd. Sagt mere mundret så var jeg rengøringskone i min lange studiesommerferie. Funktionen bestod i at gøre rent på lægegangen på et virkelig virkelig tidligt tidspunkt om morgenen. Jeg boede lige overfor så det var ofte med søvn i øjnene, jeg hoppede direkte i akryldragten, over Hobrovej og låste mig ind på lægegangen med min rengøringsvogn.

Således søvndrukken skete det, at jeg overraskede en sovende læge på vagt, som havde glemt at sætte skiltet udenpå døren på Optaget, inden han lagde sig til at sove. Jeg blev mindst lige så chokeret som lægen, som formentlig sov ret let og var parat til at blive vækket hvert øjeblik.

Men dengang med fagbevægelsen var det mig, der blev overrasket. Jeg trissede rundt med min svaber i min egen verden, da jeg pludselig fik et prik på skulderen. Der stod Fagbevægelsen i egen lave person. Den var materialiseret i en kvindeskikkelse med meje meje (som det hedder på de kanter) kort hår og en skikkelse, som beskrev en perfekt kugle fra skulder til lige under ballerne. Jeg er ikke helt sikker på, hun sagde noget, men det var heller ikke nødvendigt. Hun stak mig en formular med ind- og udmeldelsesdato i Kvindeligt Arbejderforbund og blev stående i al sin vælde, til jeg havde fået gummihandskerne af og rystende fattet en kuglepen, skrevet under og rakt hende sedlen igen. Så skred hun uden et ord videre i sin jagt på snyltende skruebrækkere forklædt som forkælede studerende ferieafløsere.

Jeg fik den overenskomstmæssige løn og den var slet ikke dårlig sammenlignet med SU. Hvad der lå i tydeligt i luften var, at hvis jeg ikke havde skrevet under, var de fastansatte blevet stangsure, for vi gjorde hverken lige så hurtigt eller grundigt rent som dem, men vi fik den samme løn. Løn som de havde kæmpet for med deres tillidskvinde i spidsen. For det var selvfølgelig hende, jeg havde mødt.

Siden mit tvangsmedlemsskab af KAD ophørte, har jeg ikke været i nogen fagforening. Det er sket, at dette har medført forargelse, men faktisk aldrig blandt folk, som var yngre end mig selv. Så det er min spådom, at fagbevægelsen dør med min generation.

Der er slet ingen tvivl om, at den havde og visse steder endnu har sin berettigelse. Problemet er bare, at nu har vi fået så gode løn- og ferieforhold, at vi har spillet os helt ud af den internationale konkurrence. Indere og kinesere har ikke hverken barns første eller anden sygedag, ej heller ikke dårligere hjerner og mindre "know-how" end danskere. De er mange og de har et beskedent lønkrav. Altså er det logisk for en virksomhed, hvad den skal gøre, når krybben er tom.

Dette er ikke et bittert indspark, men en konstatering, jeg har mærket på egen krop. I den tre måneder, jeg nu har været fritstillet har jeg ved hver måneds udgang hørt om andre, der har oplevet det samme, denne måned ingen undtagelse. Så kunne man argumentere, at vi kunne bruge fagforeninger til at føre sager om forkerte fyringer, men hovedproblemet er, at det ikke er så svært at forstå afskedigelserne. Når krybben er tom, bides hestene. Derfor stiller jeg mig ikke op i forening med de andre afskedigede, jeg ser faktisk nogle af dem som konkurrenter.

Så farvel Freddy og Harald og hvad I ellers hedder. Jeg håber, I snart går på velfortjent efterløn.