Hvordan bliver hvide fingre grønne?

Jeg forstår ikke, hvordan andre mennesker gør det eller hvor deres evner for det pludselig kommer fra. Jeg mener efter et betragteligt antal år på henholdsvis kollegieværelser eller i lejlighed med højst 100 kvadratcentimeter altan, så køber de et hus og det viser sig, at de har en freaking latent anlægsgartner i sig, som pludselig kommer til udtryk. Deres græsplæner stopper sharp ved flisernes begyndelse og de har nøje farveafstemte og dekorative bede, som altid blomstrer. Deres haver ser harmoniske ud og der er aldrig meterhøjt græs under havetrampolinen. Andre mennesker vader rundt i erantis lige nu, vi har bare jord, mos og visnede planter fra sidste år.

De begynder også at slynge om sig med ord, jeg ikke forstår. Tag nu bunddække. Jeg troede i flere år, at vi havde et fint bunddække på en skråning, indtil jeg fik at vide, at det var skvalderkål. Så måtte vi jo rette ind efter de andre forhaver og begynde at undergrave det spæde lysegrønne bunddække, som tilsyneladende kun har respekt for dynamit.

De virkeligt avancerede, som f.eks. vores naboer, siger også beskæring, surbund, kompost, plæneluftning, staudebed og allerværst, så siger de: "Jamen det passer jo nærmest sig selv, vi giver det lige en tur forår og efterår, resten af tiden nyder vi det bare." Det passer jo ikke! Jeg har set dem, har jeg og de tilbringer rigtig meget tid i gummistøvler og havehandsker. I hvert fald dem, der er tættest på, og som høfligt finder på at komme og spørge, om vi skal låne traileren, når de synes, vores hæk er vokset så stor, at de ikke kan komme forbi den længere.

Det er flinke mennesker, men nogen gange tror jeg, de har et skjult budskab i det de siger. De siger f.eks. "Uha, vi får mange mælkebøttefrø fra dem ovre på den anden side, gør I også det?" Der er mange mælkebøtter på den anden side, men jeg er ikke sikker på, at det slår de ting, der flyver afsted fra vores have. Andre gange siger de: "Uha, hvor er her faldet mange blade ned!", mens de fiser rundt i indkørslen og jagter de første 2-3 efterårsblade. I vores carport ligger efterårsblade fra flere generationer, og når det rigtig stormer, flyver nogle af dem sikkert over til naboen.

Engang var jeg gået i gang med at nippe lidt af vores kæmpestore kirsebærlaurbær (jaja, jeg kan også namedroppe), en af de få vækster, som vi virkelig har succes med. Overvældende succes faktisk, for den var nok 1½ gang min højde og i overhængende fare for at vokse ind i kontoret, da jeg besluttede mig for at studse den lidt med en hækkesaks. Det kunne min nabo næsten ikke holde ud at se på, så han kom straks med powertools, og inden vi nåede at sige ret meget mere end "OK", var motorsavsmassakren i gang i vores forhave. Vips var der kun en forkølet lille stamme tilbage og væk var ungernes hule under busken.

Vi har ingen powertools selv, og det virker nok lidt provokerende på naboen. Måske især fordi vores have i virkeligheden er lidt for velvoksen til at kunne holdes nede manuelt. Engang foreslog jeg, at vi kunne invitere nogle af mine veninder, hvis mænd havde powertools, men det blev taget meget ilde op af min mand. Han spurgte, om han så måtte invitere nogle venner, hvis koner kunne lære mig lidt om børneopdragelse. En tankevækkende parallel, som jeg var nødt til at tage stor afstand fra. Der er altså noget stolthed med i spillet, bag hans tilsyneladende nonchalante holdning til hækkes højde.

Men det virkelige problem er egentlig hverken beskæring eller hækkeklipning, det er de kontinuerlige mængder af ukrudt. Den opmærksomme læser kan måske huske, at min kære lider af planteneglekt og kan derfor hverken se tilsigtede planter eller ukrudt. Det må være en fryd. Jeg kan desværre rigtig godt se ukrudt, og jeg er pinligt bevidst om det, jeg ikke umiddelbart kan se. Vi har vel 30-40 m fortov, som jeg ved af erfaring vil eksplodere med tidsler og mælkebøtter om et kort øjeblik. Jeg føler en vis forpligtelse til at holde det farbart for barnevogne, men det gør man jo i sagens natur ikke, når man ikke kan se det.

Hvert forår tænker jeg ambitiøst, at i år skal vi have en fin have og der er som regel også en kort periode, hvor spanske margueritter og tulipaner vinder over ukrudtet. Men så mister jeg gejsten igen og jeg ejer bare ikke sans for at forny og vedligeholde, hvad der vokser op af jorden, MEN JEG KAN GODT SE DET. And I don't like what I see. Faktisk hvis man kunne få et rækkehus på størrelse med denne her hytte og det lå lige op til en fodboldbane, så behøvede jeg slet ikke have en have.

Men jeg ruster mig til endnu et års kamp mod genstridige vækster og tænker, at det 10. år med have måske er det år, hvor prydplanter vinder over pælerødder. Man glemmer meget over en vinter og foråret kommer og giver fornyet håb og lalleglad optimisme. Og det skal der til, som det kan ses på billedet af min have: