Princippet om ikke at købe mere end der kan være på en cykel

Det har jeg indført. Idéen er den simple, at jeg ikke indkøber flere dagligvarer hver dag, end jeg kan cykle hjem med. På den måde vil jeg dels sikre, at jeg cykler en tur hver dag, dels at jeg ikke køber noget, vi ikke har brug for.

Men det volder lidt vanskeligheder med tre børn, en kat og en mand, hvoraf de første fire kun synes at blive længere og tyndere og aldrig tykkere, lige meget hvor meget mad, jeg indkøber til dem. Jeg er ellers virkelig kreativ mht at laste en cykel. Der kan stå en pose i barnesædet og hænge køkkenruller og toiletpapir på begge sider af styret. Samtidig kan skuldertasken fyldes med småting og svinges elegant bagover , så den balancerer ovenpå indkøbsposen i barnesædet. Lidt balanceøvelse kræver det selvfølgelig og nogen respekt for huller i vejen og kørsel over ujævne fliser.

Således kunne man i går i tunnelen under Grenåvej finde mig i en øvelse, som dels gik ud på at holde cyklen stående, dels på at opsamle en pakke vindruer, hvor låget var faldet af, to pakker sukkerærter og et glas krydderi. Der er en dum kant for enden af den tunnel, som jeg i min kådhed troede, jeg bare kunne cykle over.

Jeg var så heldig at være alene i tunnelen, for jeg er ikke sikker på, at det så særlig atletisk ud. Tænk hvis ligefrem den allerhurtigst voksende og ældste af mine børn var kommet præcis denne vej hjem fra skole på samme tidspunkt – jeg kunne virkelig have traumatiseret det unge teenagesind. I hvert fald hvis han havde haft en kammerat med, da jeg stod med bagdelen som spidsen i en vinkel, der sikrede, at jeg lige nøjagtig kunne få fat i det krydderiglas, som var ved at rulle væk fra mig, uden at vælte cyklen.

Der er også nogle gange, jeg lader mig rive med af et tilbud, som får mig til at ignorere signaler fra overjeget om, at jeg overvurderer cyklens lasteevne, når jeg nupper 4 kg kartofler for en tyver. Jeg prøver at sige, at hvis det kan være i en indkøbskurv, kan det også være på en cykel, men der kan være ret meget i en indkøbskurv, hvis man har forstand på at pakke den.

Egentlig er det godt, at jeg ikke har nedfældet noget i princippet om, at man kun må cykle én gang om dagen for at hjembringe dagligvarer. Ellers kunne vi hurtigt komme i bekneb for både køkkenruller, toiletruller og cornflakes, som alle fylder urimeligt meget i forhold til herlighedsværdien.

I øvrigt har min datter arvet en afledt tendens. Hun foretrækker at få mindst et, gerne to stykker legetøj med i børnehave. Er det ene så en andemor, kan man blive mødt af argumenter som, at ællingen da er nødt til også at komme med. I går havde hun så af uafklarede årsager ikke fået rygsækken med i børnehave, og da jeg hentede hende på cykel, skulle andemor og barn, malebog, madkasse (som hun skulle spise en snack fra på vejen hjem, hvilket udelukkede at anbringe vanterne på hendes hænder) placeres på cyklen, moderen og barnet. Det resulterede da også i, at anden Rap blev tabt og nu må vi så lede efter den i eftermiddag. (Eller måske ikke, den har nemlig en raplyd, når man trykker den på maven).

Der er altså grænser for, hvad der kan være på en cykel. Man kunne også mene, det er på tide, at den 5-årige får brudt cykelkoden for alvor, så jeg kan få plads til hendes mest nødvendige udstyr til en dag i samfundet på barnesædet. For jeg respekterer fuldt hendes behov for at være beredt til enhver situation med indholdet af sin dame/børnehavetaske. Især hvis moderen så husker børnehavetasken.