Spiselyde

Det er et emne, som nærmer sig en lille tvangsneurose hos mig, så jeg må nok allerede her advare om uhyggelige scener. Det skulle jo hjælpe at få sine problemer ud på skrift og her er der nok noget, en psykolog kunne drage mange konklusioner på. Jeg vil udlægge alle detaljerne om, hvad dette problem betyder for mig og kategorisere det i let, mellem og svært ubehag.

Jeg holder rigtig meget af god mad og jeg kan også godt lide at lave det. Problemet opstår, når jeg kommer til at fokusere på lydene fra andre menneskers madindtag. De kan give mig myrekryb og fysisk ubehag, så jeg må tvinge mig selv til at blive siddende høfligt, hvis jeg kommer til at sidde overfor et af den slags mennesker, der  - skal vi sige - ikke rigtig bruger mentalt fokus på den del med, hvordan maden kommer ind i munden og bliver bearbejdet.

I kategorien let ubehag finder vi rå grøntsager, æbler, nødder og visse typer kiks og knækbrød. Det er mad, der uomtvisteligt larmer, når det kommer ind i munden, men den videre forabejdning har afgørende betydning for graden af ubehaget.

Man kan underopdele kategorien i vådt og tørt: Æble hører til vådt, fordi der typisk suges væde ind samtidig med, der bides over. Nogle har også en gnaverlignende variation, hvor bidebevægelsen repeteres adskillige gange med fortænderne, indtil der ligger ca. ½ revet æble i munden, som i sagens natur kan være svær at holde indenbords. Her ses det ofte, at der står en smule væde i mundvigene.

Til underkategorien tørt hører nødder, bolcher, biscotti og knækbrød. Her er en af problematikkerne, at der er virkelig mange småmuskler i spil. Man kan observere muskelbevægelse og - jeg sværger - knagen af små knogler helt oppe i tindingeregionen. Den vedholdende gumlen er et stykke koncentreret arbejde, men det sker alligevel, at der falder krummer på tøjet, hvorfor hyppige børstebevægelser henover brystet også ses i denne kategori.

Mellemubehag udløses som regel ved deciderede måltider, særligt frokostbuffeter på arbejdspladser. Her kan man observere et madbegær, som sikkert kommer af "spis hvad du kan for en 20'er" princippet. Kombineret med helst at skulle være tilbage til et møde om 21 minutter og have nået at tjekke mail inden, kan jeg godt forstå, det er svære vilkår for også at spise appetitligt. Jeg har haft en kollega, som simpelt hen løste dette problem ved helt at undlade at lukke munden på noget tidspunkt. På den vis kunne han effektivt indtage forbløffende mængder mad på meget kort tid og som bonus kunne dem, han sad overfor, lære noget om spyttets betydning for fordøjelsesprocessen, som allerede starter i mundhulen. Lydsporet her er en kombination af lydene fra hhv. vådt og tørt i første kategori med dominans fra vådt.

Kategorien svært ubehag er i virkeligheden et addendum til de to ovenstående. De kan hver især kombineres med den tredje problematik: At tale med mad i munden. I denne kategori har jeg bemærket stor systematik. Der er faktisk folk, som helt undlader at sige noget, mens munden er fri, men derimod planlægger talestrømmen til at gå i gang, i det maden er placeret i munden. En underkategori placerer maden i kindhulen eller undermunden, som om, man så ikke lægger mærke til den. Der er også en anden underkategori, som man typisk ser hos børn. De propper munden fuld og kommer i tanker om verdens vigtigste oplysning. Fx at bedsteveninden havde en ny Barbie med i børnehaven i dag. Her tror jeg ikke, der er tale om en strategi, mere princippet om, at hvad hjertet af fuldt af, flyder munden over med.

Det er lidt et paradoks, at man sjældent ser sig selv spise og lydene inde i kraniet opfattes helt forskelligt fra dem fra andre menneskers madindtag. Vi må derfor antage, at de færreste i de nævnte kategorier er opmærksomme på problemet. Og det er kun mine nærmeste, jeg irettesætter for deres spiselyde. De skulle jo også nødig få samme forstyrrede forhold til madlyde, så der er muligt, at det er mig selv, jeg skal arbejde med her. Alternativt gå i gang med at opfinde lydløs mad. Der må være et marked.