Århus i min sjæl

Jeg synes, det tager lang tid at få en by ind i sin sjæl. Virkelig lang tid. Det er ikke sådan, at jeg ikke har følt mig hjemme, men det tager alligevel adskillige år at få en by til at sidde under huden. Nu har jeg boet i Egå i 10 år og før det i Århus C i 5 år. Så tog vi ved en pludselig indskydelse børnene med på Italia lørdag aften, og efter ikke at have været der i måske 5-6 år, står den samme gamle tjener og tager imod. Den store antipasti buffet koster stadig 100 kr. og ved hjørnebordet, som vi er heldige at få, kan man både se havnen og åen, Globen Flakket med minder om mangt en mødregruppebrunch og et kig op ad Skolegade, hvor der er trampet mange cykelture på vej mod Risskovstien. Så går det op for mig, at Århus alligevel er krøbet ind i min nordjyske sjæl. Jeg kender det hele og det er min by. (OK ikke alle navnene på de fancy caféer, kommer der ikke hele tiden nye?)

Jeg har været her i længere tid end den fritlagte å, jeg har siddet på en arbejdsplads i Vestergade og hørt på piloteringen, da fundamentet til Aros skulle bygges, jeg har arbejdet ovenpå Nordea på Strøget, hvor vi ikke kunne have vinduerne åbne for peruvianske fløjtespillere, jeg har travet universitetsparken tynd, da min mand boede på universitetskollegiet, jeg har været så mange gange på Naturhistorisk Museum, at jeg tror den gamle udstoppede tiger kan genkende mig. Jeg taler ifølge mine kære søstre mere øst- end nordjysk, jep, jeg har Århus i min sjæl. Jeg er ovenikøbet engang blevet fotograferet til Visit Århus magasinet - for ca. 5 år siden:

Tidligere på lørdagen havde vi et break through af de helt store: Husets 5-årige besluttede endelig, at det var tid at cykle uden en pind med en voksen i den anden ende koblet på og endnu tidligere på ugen besluttede samme unge dame, at det var slut med at sove med ble. Dermed takker vi regnskoven for at have leveret cellulosemasse til små 13 års konstant bleforbrug. Vi lover at plante et par træer til gengæld.

Hun var godt nok træt lørdag på Italia efter al den cyklen rundt og al den storpigehype det gav. Som hun cyklede hen ad vejen slog det mig, at Egå garanteret er i hendes sjæl, selv om hun ikke ved det. Hun har en barndoms gade lige her, med udsigt til kirken og over Århus og med det dybe færge båååååååt fra havnen i stille vejr som en del af lydtapetet. Hun har en veninde rundt om hvert hjørne og løber selv ned til den nærmeste. Børnehaven, branddammen og bommen for enden af vejen vil sætte scenen i de drømme hun vil drømme resten af sit liv. Marinaen, Sølystskolen, Ungdomshøjskolen og kælkebakken, hvortil adgangen er blevet besværliggjort af sur beboer hvis græs ikke må betrædes, vil spille en væsentlig rolle i drengenes minder og gymnasiet, som står og ser så moderne ud, vil være en hæderkronet gammel instution, når de en dag vender tilbage hertil som jubilarer. (Jaja, jeg ved godt, det kan være, de hellere vil på Teknisk Skole, men lad mig nu drømme).

Søndag tog vi i Mindeparken med madpakker. Der er et par aner på mindevæggen - to af min mands farmors brødre døde i 1. verdenskrig og de havde samme efternavn som er vores børns mellemnavn. De kom slet ikke fra Århus, men fra Sønderjylland, men at de står der på skrift, puffer alligevel byen lidt længere ind i kroppen. Marselisborg Slot til den ene side og vandet til den anden. Det er ikke nogen tosset by at have i sin sjæl.

Om aftenen mødtes jeg til et glædeligt gensyn med en flok af de piger, jeg har været så heldig at være i Orlando med, naturligvis på Shark's Pool Hall til en burger af amerikanske dimensioner. Frederiksgade er også Århus i min sjæl, for når man har boet på Frederiksbjerg og cyklet ind ad Frederiks Allé så mange gange som jeg har, så er Frederiksgade også en velkendt størrelse. Og hvilken nyuddannet arbejdsløs akademiker har ikke været inde på MA og få et opmuntrende ord af Holger?

Det eneste af Århus, der ikke er i min sjæl, det er nok den fjogede idé med at fjerne bolle-ået for at blive moderne! Hallo, Nocolai Wammen, det kan godt være, du ikke ved det, men engang var Aa at betragte som ret gammeldags i forhold til Å. Brandingmæssigt skaber det bare forvirring, for som det er nu, er det en konvention, at å bliver til aa på internettet. Men hvordan skal turisterne være sikre på, at det Århus, som de altid har kaldt Arhus, overhovedet er det samme som Aarhus?

Men bortset fra det, vil jeg faktisk sige, at på sådan en dag er det OK at fylde 39 for første, men næppe sidste gang. Og så har jeg fået en iPad og elsker den allerede.

Ps: ved ikke hvad det er med datoerne, men dette er postet den 10. April om aftenen - ellers har jeg holdt fødselsdag en dag for tidligt.