torsdag den 21. april 2011

De gamle mødre

For er par år siden var der en berømt citatsamling fra Kanal4 dokumentaren De Unge Mødre. Den kan blandt andet ses her.

De er genset og græmmedes over så mange gange, at det er blevet mere skræmmende end sjovt. Men det er på tide at gribe i egen barm, så her kommer, ucensureret, (næsten) virkelige citater fra vi Gamle Mødre:


Helle fra Hellerup: "Jeg køber aldrig konventionel mad, jeg kan faktisk ikke lide konventionelt og jeg tror ikke, det er godt for børnene."

Charlotte fra Charlottenlund: "I børnehaven siger de, at Pelle ikke spiser af fællesmaden, men det er jo bare fordi, han elsker sushi og Valrhona chokolade, ligesom os. Vi synes ikke, han skal have det samme som alle de andre."

Liselotte fra Liseleje: "Calvin får faktisk mælk, soyamælk selvfølgelig, for komælk giver ham ondt i ørerne, halsen, snotnæse, diarre og så er køer virkelig dårlige for miljøet."

Rikke fra Risskov: "Vi prøvede virkelig længe at blive gravide igen. Problemet var, at Lars var på forretningsrejse, hver gang jeg havde ægløsning og så begyndte jeg at regne ud, hvor mange gode æg, jeg havde tilbage i 40-års alderen, og så måtte han altså aflyse den tur til Singapore."

Vibeke fra Virum: "Bare fordi man har et par huse i Spanien, begynder de nu at tale om at skære i børnechecken. Ved de overhovedet, hvad det koster at købe et hus i Virum?"

Silke fra Silkeborg: "Jeg voksede faktisk op med fri adgang til guldkorn og Nutellamadder, når jeg var hos min far hveranden weekend. Det er utroligt svært for mig at holde mig fra søde sager i dag, så mine børn får kun klidgrød og speltbrød. Jeg spiser kun sukker, når de sover."

Susanne fra Skåde: "Det værste ved graviditeten var næsten, da jeg ikke kunne gå til powerpilates længere på grund af maven og yoga mindfullness holdet lå samtidig med Desperate Housewifes."

Sanne fra Skanderborg: "Nu har vi dine, mine og vores børn. Det er lidt kompliceret, men jeg har lavet dette her whiteboard til sommerferieplanlægningen. Min ex skal have vores fælles børn med til Thailand, og de skal lige på dansk tid igen, inden vi tager dem med til USA."

Elisabeth fra Egå: "Mens jeg var gravid, røg jeg selvfølgelig ikke, jeg holdt mig også fra alkohol, hovedpinepiller, frisk ost og for en sikkerheds skyld alt fisk. Det var sværest at holde sig fra oksecarpaccio, men lille Isabella er det hele værd."

Oline fra Odense: "Det er hårdt at være så meget alene med et spædbarn. Efter en uge skulle Steen rejse til Californien i 10 dage og så stod jeg der med rengøring, indkøb og madlavning. Det krævede en stor gave fra lufthavnen, og det var oven i købet før, vi fik au pair."

Erika fra Espergærde: "Mathilde skal ikke vaccineres. Jeg har sat mig lidt ind i det og der er virkelig nogle grimme stoffer i den vaccine. Så vil jeg hellere opsøge sygdommene gennem smittekæder i udlandet."

Hjørdis fra Højbjerg: "Det var virkelig svært at finde en barnevogn uden bromerede flammehæmmere i kalechen. Til sidst fandt vi denne her med speltkerner i madrassen. Yderstoffet er biologisk nedbrydeligt og det fungerer ikke så godt i regn, men jeg hader også regnvejr og går sjældent ud i det."

Vera fra Vedbæk: "Hubert går kun i Fair Trade økologisk bomuldstøj, men så må han helst heller ikke spilde. Eller lege i det."

- Posted using BlogPress from my iPad


10 kommentarer:

  1. Jeg håber for fremtidens Danmark at gennemsnitsforældrene ligger imellem de unge og de gamle mødre.

    SvarSlet
  2. Tak for et godt grin!
    Jeg er særligt vild med Hjørdis fra Højbjerg og Oline fra Odense :)

    SvarSlet
  3. Men det er Sanne fra Skanderborg, der er mig :) Ja altså bortset fra at vi ikke skal til USA...

    SvarSlet
  4. Ha! Du er skæg. Den bliver en vinder, den tv-serie om de gamle mødre.

    SvarSlet
  5. GENIALT!!!! Jeg elsker dette indlæg! hvor er du god!

    SvarSlet
  6. Hvor er det bare sjovt :)

    SvarSlet
  7. Bare fordi man har et par huse i Spanien...LOL, den er jo helt gal!!!!

    SvarSlet
  8. Hahahahaha! Genialt, at jeg lige skulle falde over din blog, og dette indlæg!

    SvarSlet

Kloge kommentarer: