Når en gammel spejder laver bålmad

Det sker, at jeg i et øjebliks afsind får ideer, som viser sig at være mere tvivlsomme end gode. En af dem fik jeg for snart 7 år siden, da mit ældste barn gerne ville være mikrospejder. Der var et informationsmøde for forældre, men det skulle snart vise sig at være en slet skjult hvervekampagne, som spillede på både følelserne samvittighed og medlidenhed: "Vi kan jo ikke lave frivilligt arbejde uden forældrestøtte," lød det, og "Vi mangler faktisk en assistent i denne sæson, ellers kan vi ikke have mikrospejdere. Er der nogen frivillige?"

I det vaccuum af tavshed, stirren ned i spejderplankebordet eller ud af vinduet, mens formanden kiggede bedrøvet rundt på os, var der en fremmed, der overtog min krop, og ud af min mund kom et lille: "Hvis der ikke er andre, der vil, så kan jeg måske godt."

Sekunder (eller hvad der føltes sådan) senere stod jeg overfor ca. 20 0. kl. elever, primært drenge og utvivlsomt en vis andel, som var sendt til spejder for at få afløb for noget af det krudt, som bliver indefrosset i skoletiden. Jeg skulle bare gennemgå solsystemet for dem og bagefter skulle vi lave modeller af stjernehimlen i skotøjsæsker med huller i låget og lommelygter i. Det havde lige været noget for nogen, der var besjælet med en kreativ ånd - eller bare en smule forstand på solsystemet. Mit kendskab, eller mangel på samme, blev så sent som i går afsløret, da min 8, ja OTTEårige sagde: "Mor du ved da godt, stjerner brænder ikke?" "Njoh," bluffede jeg til svar.

Senere førte spejderlivet mig ud i en weekendlejr med døgnregn fra fredag aften til søndag middag, hvor vi skulle hjem. Allerede ved afrejse var jeg helt ør af beskeder om, hvem der tissede i bukserne om natten, fik astmamedicin, blev bange i mørke og sov med diverse krammeudstyr. Nogle af børnenes nervøsitet kom til udtryk ved, at munden uafladeligt kørte på dem i samfulde timer, lejren varede. Den første formiddag skiftede vi sokker, når de blev våde, men efter få timer viste det sig ikke længere at give mening, fordi alt andet alligevel var vådt.

I løbet af vinteren skete der det, at mit barn ikke gad gå til spejder mere, men jeg havde bundet mig til en sæson og nægtede at møde op uden barn. Dermed tilføjede vi en fast mandagstudetur i et i forvejen presset nyt skolebarnsliv.

Udover min korte voksen-spejderkarriere, har jeg også været grønsmutte i et par år som barn. Der døde jeg næsten af hjemve på en spejderlejr og også næsten af sult, fordi jeg hverken ville have brændenældesuppe eller mælkebøttesalat.

Derfor kan det undre så meget mere, at jeg i går fik endnu et af de momentale anfald af spejder, som fik mig til at gå i gang med at tilberede kartofler i bål. Min mand stegte kylling på grill, men det er der jo ingen ben i, så for at overgå ham, begyndte jeg en kamp med tændblokke, aviser, birketræ, visne blade og andet forhåndenværende småt brændbart. Dertil 15 kartofler i alufolie og penslet i en blanding af olie og timian.

Det så sådan her ud:

Men resultatet så sådan her ud:

De sidste fem led kul- eller askedøden, fordi folien gik i stykker, mens jeg rodede rundt for at holde liv i bålet. Til mit forsvar vil jeg sige, at de tilbageværende faktisk ikke smagte af tændblokke og kun lidt af kul. Men nogen kulinarisk oplevelse var det ikke. Sikkert er det i hvert fald, at dette aldrig aldrig nogensinde bliver til en madblog. Nogen friluftsblog bliver det heller ikke. Men så er der heldigvis så meget andet.