onsdag den 27. april 2011

Hvis jeg kunne vælge én person

En person som jeg kunne møde og spørge om hvad som helst, så skulle det være John Irving. Jeg blev både trist og glad, da jeg for et par uger siden fandt hans nyeste bog Sidste nat i Twisted River. Trist fordi jeg ikke havde været opmærksom på den på forhånd og dermed ikke havde kunnet glæde mig. Glad fordi jeg selvfølgelig skulle læse den. Hurtigst muligt.


Nu har jeg den og prøver at nyde den i små bidder. For jeg ved, jeg bliver helt trist, når den er slut, og John Irving bliver ikke yngre. Gad vide, hvor mange murstensromaner, der er tilbage i ham? Og hvad skal jeg gøre, når der ikke er flere? Tilbage til Garp?

Jeg var i New York sidste sommer og med toget videre til Toronto. Ville gerne have slået et slag forbi Maine og New England, men med 12,5 timers togtur var den lang nok i forvejen. Jeg undlod ikke at spejde efter ham på Toronto Union Station, fordi jeg ved, han delvis bor i Toronto, og det KUNNE jo være?

Han har samme alder som min onkel Ove, som bor nord for Toronto. Måske skulle jeg høre, om han kunne invitere mr. Irving med til Balut turnering? Som gæstespiller? Balut er et fascinerende verdensomspændende fænomen af udlandsdanskere, som spiller en avanceret udgave af Yatzy og mødes i deres nationaldragter rundt i verden, hvor de skiftes til at arrangere turneringer. Der er enkelte indfødte med, men jeg er ikke helt sikker på, det er John Irvings stil.

Der er simpelt hen ikke nogen, der kan skrive med så meget kærlighed, at forbrydere bliver sympatiske, drankere bliver rørende, bjørne bliver dansende, afvigere bliver elskelige, drenge bliver voksne og kvinder bliver bløde i knæene af at læse det.

Skal prøve at rationere bogen over en måneds tid. Det bliver svært, men han er altså svær at komme efter, så den skal nydes. Heldigvis er der også andre gode. Det er måske mere sandsynligt, at jeg en dag møder Elsebeth Egholm. For jeg har også gået tur gennem Kasted Mose, når jeg har læst en af hendes krimier, fordi jeg var nødt til lige at se the crime scene. Shit, der er meget, der godt kunne være et lig i skoven, hvis man tænker i de baner.

- Posted using BlogPress from my iPad

10 kommentarer:

  1. Hvis du rent faktisk møder ham en dag, så få hans autograf til mig - og et billede :) Så vil jeg have begge dele liggende under min pude hver nat resten af mit liv. Jeg har heller ikke læst den sidste, og er ligesom dig forundret over at det er gået henover hovedet på mig, at den er udkommet - men jeg glæder mig allerede stort til at læse den.

    SvarSlet
  2. Helle, du må låne ham, øhh DEN, når jeg er færdig.

    SvarSlet
  3. Er det så nu bibliotekaren skal sige "hvem fanden er John Irwing?" Jeg gør det ikke for jeg har hørt navnet før. Men jeg har aldrig læst ham. Jeg tror faktisk, det er meget sjældent at jeg har læst en bog, der er skrevet af en mand. Hvorfor, ved jeg ikke. Helt.

    SvarSlet
  4. Kristine - du må have været fraværende den dag, I havde om John Irving på bib.skolen!!!???

    SvarSlet
  5. @Kristine, måske vil jeg lade nåde gå for ret og undskylde dig med, at du må være en meget UNG bibliotekar. Skynd dig at få læst noget af ham! Mænd kan også skrive. :-)

    SvarSlet
  6. Jeg var så træt af mig selv, da jeg havde konsumret Æblemostreglementet på 3 dage (+aften og nætter). Fortrød bittert at jeg ikke havde rationeret den...det burde jeg jo have lært efter Garp!

    SvarSlet
  7. Tænk John Irving har jeg også til gode, men måske jeg snart skulle give mig i kast med at lære ham at kende...
    Kh Rikke H

    SvarSlet
  8. Nåh ja, Balut. Det havde jeg da glemt alt om. Jeg lærte det for 20 år siden, da min daværende svoger boede i Luxembourg. Fantastisk spil!

    SvarSlet
  9. @GiSP, måske skulle du tage det op igen, de fleste spillere er ved at være nogle ældre herrer og de mangler virkelig unge til at videreføre traditionen!

    SvarSlet
  10. Åh tak, det er så dejligt at blive kaldt ung! Jeg tror faktisk, jeg kan finde et pointskema, hvis jeg graver dybt nok i gemmerne.

    SvarSlet

Kloge kommentarer: