tirsdag den 10. maj 2011

10 ting jeg gerne ville have vidst

1) At der var irriterende melodier på ALLE kanaler på vores nye trådløse ringeklokke.

2) Hvorfor ringeklokkens rækkevidde er så stor, at det ringer på her hver eneste gang nogen får gæster på denne side af Grenåvej. Se for jer følgende scenarie: posten skal komme med meget vigtig gorillamaske inden skolefest onsdag, jeg soler i haven og lynpåklæder mig hver gang det ringer på til ingen verdens nytte. For der er ikke nogen post. Og jeg ved godt, at hvis jeg bare en gang åbner i bikini, så er der post, men det tør jeg ikke.

3) At der er en grund til, at der findes bedstemorfarvet (hudfarvet) undertøj. Det er det eneste, der ikke kan ses gennem hvidt tøj. (Nej søde, hvidt kan man godt se).

4) At hvis man skal med Bornholmstrafikken, så skal man bestille færge et par år i forvejen, medmindre man hellere vil sejle om natten - eller hele natten fra Køge.

5) At man bliver til grin, hvis man blot 1,5 år før eventuel konfirmation prøver at booke en hvilken som helst fesen krostue på hele Djursland til bededag 2012. Det er efter, man har opgivet nærområdet. De kan næsten ikke holde masken, dem der tager telefonen.

6) Om det på et tidspunkt indenfor de nærmeste år bliver retromoderne at have orange toiletsæder. Det ville da være ærgerligt at skifte til hvide, lige før det eventuelt sker!

7) Samme som punkt 6, bare med hensyn til mokkafarvede aflange terrassefliser, hvide mursten og lave carporte, mod hvis kant høje bilers antenner sige kadunk, hver gang de kører ind.

8) Hvornår det tidpunkt indtræder, som alle taler om, hvor børn er så store, at det slet ikke er noget arbejde længere?

9) Om det går an at komme med en bunke vilkårlige potteskår sammen med kvitteringen på fem Royal Copenhagen Contrast krus, fordi de har udstedt et brudgarantibevis? For så kan jeg da hurtigt få smadret nogle billige tallerkener.

10) At hvis man tænker, hey det der Trendsales må jeg prøve, jeg har jo guld i skabene, så går der ikke ret længe, før Trendsales har udsuget ens bankkonto på ekstraekstra lækker annoncering og gebyr, mens der er absolut ingen, der kan se det gyldne ved mit gamle tøj.

- Posted using BlogPress from my iPad

4 kommentarer:

  1. Jeg ville også gerne vide mere om punkt nr. 8!

    SvarSlet
  2. Vedr. punkt 5, så er svaret: Et stort telt i haven! Det koster også langt mindre, er meget hyggeligere og nemmere. Både for børn og voksne. Så du må i Harald Dyt Båt efter et stort partytelt! Fåes med gulve og alting!

    SvarSlet
  3. Nej, nej nej, vil du dermed sige at jeg skal ud og købe nye trusser fordi de hvide kan ses....Jeg er absolut ikke tilfreds.

    Og min blogadresse er forresten blevet ændret, fordi jeg var dum, men det må jeg så lære at leve med.
    www.Kristinesdilemma.blogspot.com

    SvarSlet
  4. @Kristine, det er værst med bh'er :-) Må da lige finde dig igen, syntes godt der havde været stille,

    SvarSlet

Kloge kommentarer: