Mors dags ups and downs

Først prøvede jeg at være cool på den der mors-dag-er-noget-kommercielt-og-opreklameret-fis-måde. Det gik godt om morgenen, hvor der ikke blev ruttet med nogen form for særlig opmærksomhed, udover den, man får i form af en rutinemæssig sommerkjolekonflikt. Jeg var også OK, da jeg egenhændigt omplantede nogle små blomsterspirer til den veninde, vi skulle spise brunch hos og som også er mor. Jeg tænkte muligvis kortvarigt, men sagde ikke "Så er der da nogen, der får blomster i dag," for hvad er der ved at få blomster på bestilling?

Mens vi var til brunch fik min mand den sædvanlige SMS fra sin søster, som havde taget sig af buket til svigermor på brødrenes vegne. Et initiativ, han roste hende for, overfor vores venner. Der undslap mig et småmartyrisk "Minder det dig ikke om noget?", men sagt med et afvæbnende smil. Argh, der ødelagde jeg så lige chancen for at blive helt igennem overrasket, men det var jo egentlig allerede for sent, skal det siges til mit forsvar. Det fik begge mænd til synkront at udbryde "Tillykke!" Tillykke? Det var billigt sluppet (Lars, hvis du læser med, så fortsæt, det ender godt). Symbolsk tale er ikke nok, der skal som minimum noget botanisk på disken her.

Jeg var nu overgået til Jamen-hvor-svært-kan-det-være-når-nu-selv-bageren-sælger-morsdagssnegle-med-grimme-røde-syntetiske-hjerter? stadiet. Det indtræffer sædvanligvis om eftermiddagen. Det kendes også på en lille irritation på sig selv over ikke at være klogere end at forvente et eller andet, man ikke vidste, man stod og manglede. For at være så dum, at man faktisk bliver glad for et hvilket som helst symbol på, at der er nogen, der er taknemmelige for, at jeg udfører det 24/7 job, det er at være mor. Man kan få det til at gå midlertidigt væk, ved at tænke, at det er da også bedre at blive overrasket de øvrige 364 dage om året. (Indtil det igen falder til jorden med et Who am I kidding? De øvrige blomster køber jeg selv).

Hjemme igen var ældsten kommet hjem fra parkour og han burde egentlig være gammel nok til at bære ansvaret for noget til mig. Han havde også forstået konceptet eller i hvert fald hørt om det. Det mangler lige lidt finetuning, for han sagde også: "Tillykke med mors dag, må jeg få en sodavand?" Nice try min søn. Ord er ikke nok.

Så skulle Kimsalabim på job og dermed er al kapacitet som regel opbrugt, så jeg lagde an til en moden og civiliseret accept af tingenes tilstand. Man kunne jo krydre den med en enkelt besk kommentar, bare for at pirke til det, men man kunne også prøve at lade være. Jeg mener, jeg har alt andet lige født ham en førstefødt søn på fars dag og hvilken tilsvarende handling kan han nogensinde komme op med, for at blive kvit? Det er jo ikke et biologisk muligt krav, så han kan jo lige så godt opgive på forhånd.

Da han kom hjem, var jeg nået frem til punktet, hvor jeg som minimum insisterer på, vi henter pizza, for måske får jeg ikke blomster, men så laver jeg heller ikke mad (meget modent, I know). Så ringede det pludselig på døren og de tre unger, som jeg troede sumpede foran computer, var hoppet ud af vindue og stod med den fineste cellofanindpakkede orkide. Jamen jeg smeltede på et splitsekund. Jeg er så nem, og det er så nemt. Og så fik vi også pizza OG der var nok til madpakkerne. Der var faktisk hele tre ting, så nu er jeg lykkelig. Skidt da med, det er kommercielt, det er stadig et godt gammelt og velafprøvet kneb at komme med blomster. Og jeg er overhovedet ikke ligeglad med, om de husker det (så jeg finder altid en måde at sikre mig, at de husker det).