At være eller ikke være

Til stede altså. Fordi godt nok er jeg rigtig meget til stede på nettet, men i virkeligheden? Den der analoge virkelighed, hvor børn beder om noget at spise, uden at kunne præcisere hvad, fordi de bare er lækkersøvnige (tak for det gode ord til Lise). Der hvor der laves lektier og information om, hvilke sedler der skal afleveres i morgen, skifter hovedansvar fra børn og til mig. Der hvor der fortælles om rokketænder, arbejdsdage, nye LEGOsæt, patches til computerspil og hvad vi skal have at spise?

Nu er jeg ved at gå mig selv for nær, så jeg bliver nødt til at bruge et eksempel fra min mand. Han havde tilbage i år 2000 fået den fantastiske Palm Pilot, som kunne ALT MULIGT. Fx havde han dowloaded noget om Expo 2000, som vi var til i Hannover med vores dengang enbårne søn. Han var helt høj af begejstring over al den information, han havde tilgængelig lige ved hånden. Godt nok skulle han rode lidt med menuerne og helst finde et sted i skyggen. Alt imens jeg kunne læse samme information på en stor, brugervenlig og gammeldags PLAKAT (fysisk opslag, typisk i A1 eller A2 format, red.)

Ret skal være ret, det var ved samme lejlighed, jeg på en dunkel udstilling gik hen og tilkendegav mig ved at klappe høj mand med lille blond dreng på numsen. Det var så ikke min mand og heller ikke min søn. Havde jeg dog bare kunnet sende ham en SMS i stedet, men jeg havde ingen mobil i år 2000. Jeg havde ingen ord til det dels undrende og dels lidt smigrede formentlig tyske ansigt, der vendte sig imod mig, jeg dybderødmede, vendte om på en tallerken og forsvandt i mængden - langt væk fra den udstilling! Det var aldrig sket med en mobiltelefon.

Men tilbage til tilstedeværelsen, for jeg må nok se i øjnene, jeg har nået max multitasking span og jeg kan ikke gengive de nyheder, jeg eventuelt hører i baggrunden, mens jeg er på Facebook eller i blogland. Jeg er faktisk slet ikke længere sikker på, at det med multitasking er noget at prale af. Belært af, hvor lidt mine drenge kan høre, når de sidder ved deres pc'er, så er der nok også enkelte passager, der er passeret hen over mit hoved, selv om et af mine børn har udviklet børnehavens karakteristiske skærebrænderstemme. Den tager hun især frem, når jeg ikke hører efter.

Anyway, det er blevet nemmere at skjule, at man ikke er til stede i rummet, men i cyberspace/appsverden, fordi det er nemmere at sidde og luske med en smartphone end et skrummel af en stationær pc.

Her slutter den filosofiske del. For når jeg lige kom til at tænke på det i dag, så skyldes det primært, at jeg ikke kunne oppebære mit teknologiske forspring med iPad længe, før min mand kom hjem med en Samsung Galaxy telefon. Den har næsten samme format som sådan en Palm Pilot havde. Dermed er jeg reduceret til at arve Sony Ericsson, og derfor har jeg påberåbt mig rollen som vogteren over tilstedeværelsen i det fysiske rum. Bare fordi misundelse er sådan en grim ting.

Og det er faktisk ikke fordi, jeg overhovedet vil ind på, om størrelsen har noget at sige, men det er da lidt morsomt, at vi med smartphones er tilbage ved det omfang, en lille håndholdt computer (uden telefon) havde i år 2000. Måske kommer der en dag, hvor de ligner hinanden så meget, ar jeg tager min iPad op til øret, når telefonen ringer?

Så skal vi bare lige have indbygget noget instant cleanser til alle de fedtfingre og hudceller, der sætter sig på sådan en touchskærm. Eller det er selvfølgelig kun teknologiske wannabes (og mig) der ikke taler i trådløst headset. Det er jo ikke til at slæbe rundt på den klods oppe ved øret. Så er det vel nok godt, jeg har min "nye" Sony Ericsson.

Hermed et tårevædet farvel til Nokia, som har tjent mig i tykt og tyndt og nu fået slidt tal og bogstaver helt af op til flere taster. Mine mindeord til dig: "Du vejede ikke meget, men var heller ikke spor smart til sidst. Til gengæld var jeg altid til stede sammen med dig."