Døde dyr og kvindelist

Er der nogen, der kender den umiskendelige lugt fra en bil af døde dyr? Altså man sætter sig ind i bilen og bliver mødt af en ram lugt af råd. Den er så unik den lugt, at jeg også kan huske den fra en gang i min barndoms Mazda 323, hvor den var ved at drive min far både til vanvids- og brækgrænsen. Men inden det kom så vidt var lugten en dag pludselig forsvundet igen. Vi fandt aldrig kilden til stanken, eller også blev vi børn forskånede for sandheden, ligesom vi fik en historie fra de varme lande om kattekillinger, som i virkeligheden blev mast ihjel af søer eller kørt over af biler.

Nu har vi oplevet den to gange i vores bil. Den samme lugt! Jamen den er så ækel. Første gang viste der sig at være kommet en fugl ind i motoren. Eller det viste sig ved et godt gennembranket næbbet kræ af ubestemmelig herkomst, som motoren en dag nedkom med i carporten. Det giver lidt perspektiv til begrebet ovnstegte fugle, som jeg plejede at holde meget af.

Nu er lugten der igen. Der er også et svensknøgleikon på bilens display, som viser, at det er tid til service. Her er det så, jeg kommer til at tænke på en gang, jeg cyklede ind til den lokale cykelhandler på Frederiksbjerg, fordi jeg havde et støtteben, der sad og dinglede. Den venlige cykelsmed elskede at blive spurgt, om han lige havde det rette værktøj. Det havde han nemlig. Da jeg fortalte om det hjemme, blev min mand ikke jaloux over det med værktøjet, men han ville til enhver tid have løst problematikken ved at købe værktøjet, ikke få andre til at løse problemet.

Jamen jeg tænkte ikke et sekund på det som kvindelist, måske fordi jeg kom fra derude på landet, hvor vennetjenester ikke koster andet end andre vennetjenester. Nu bor vi lige overfor et bilværksted og man kan godt sige, at vi er på god hilsefod med ejeren. Vi har altid bilen til service der. Han er nok også glad for, vi sjældent brokker os over alle de biler, der ikke altid kan være på hans P-plads. Det store spørgsmål er nu, om jeg skal gå over og spørge, om han har noget til at fjerne døde dyr fra motorer med? Eller er det at stramme naboforholdet? Ville han blive smigret eller ville han kaste op? Jeg tror, jeg for en sikkerheds skyld spørger min mand i stedet for. Han bliver nok ikke smigret, men døde dyr er hans område her på matriklen.

Spørgsmålet er, om begge mænd ville være så stolte over, at de havde værktøjet, at ådselsstanken ville være en ubetydelig detalje? Bør jeg lade det komme an på en prøve? Venter de på en chance til at træde i karakter med noget, kvinder ikke kan eller vil finde ud af? Og er den trang kraftigere end brækrefleksen? Det ville være rart at vide.

Hvis jeg skulle have kørt langt i dag, havde jeg været nødt til at spørge mekanikeren. Jeg ved ikke engang, hvordan man åbner motorhjelmen og jeg vil helst ikke have det at vide. Jeg er heller ikke sikker på, jeg behøver få at vide, HVAD det er for et dyr, der har viklet sig ind i motoren denne gang. Det er med sikkerhed dødt, og det har givetvis været pinefuldt, men forhåbentlig hurtigt overstået. Det lugter mest af død elefant, men det er nok ikke sandsynligt. Selv om man aldrig kan vide.





- Posted using BlogPress from my iPad